Schweissudstyr

Ordet ”schweiss” kommer fra det tyske sprog, og betyder oversat til dansk sved /kropsvæske (læs vildtblod).

Hvornår det er schweiss og hvornår det er blod er der også en nem forklaring på. Når ”blodet” er inde i dyrekroppen kaldes det blod, og når det er uden for dyrekroppen kaldes det schweiss. I schweisstræningen hvor målet er at blive reg. schweisshundefører, vil jeg anbefale dig ALDRIG, at have schweiss på klovene, når du lægger spor til hunden. Du skal bruge lidt schweiss, men ikke på klovene. Hvis du har schweiss på klovene, bliver det alt for nemt for hunden at udrede sporet. Hvis du lærer din hund kun at udrede schweissspor, hvor du altid har brugt schweiss på klovene, vil du og hunden få et chok, den dag hunden skal i gang med de praktiske eftersøgninger som reg. schweisshund.

Jeg kan allerede nu høre de mange kloge sporentusiaster råbe op om, at det er unaturligt at lægge spor uden schweiss på klovene, da et anskudt dyr som regel også afgiver et schweissspor efter sig. Dette er tildels korrekt ved blad- og lungeskud, men ved mange af de svære eftersøgninger, finder man ikke en eneste dråbe schweiss, måske bare et par hår. Hvis der er schweiss på et spor, hvor et dyr er anskudt/påkørt, vil schweiss’en sjældent være trykket ned i klovaftrykket fra dyret, men ligge oven på jorden ved siden af sporet. Derudover skal man være bevidst om, at jo mindre fært en hund skal have til rådighed for at udrede et sporforløb, desto nemmere har hunden ved at udrede et sporforløb, hvor der tillige også er schweiss på. Som regel bliver man kun tilkaldt som reg. schweisshundefører, hvis der ligger meget lidt schweiss eller slet ingen, og de gange det sker, at der ligger et schweissspor, som ser ud som om det  er hældt ud af en colaflaske, ja de dyr har jægerne selv været ude og samle op, medmindre dyrene ligger forendt hos naboen.

Af ovenstående årsager vil jeg fraråde dig at træne med schweiss på klovene, men dette betyder heller ikke, at du ikke skal udlægge schweiss, når du lægger træningsspor til hunden.

Du skal lægge lidt schweiss i anskudsstedet, i udlagte sårlejer, ligesom du i ny og næ lader en enkelt dråbe falde til skovbunden ved siden af sporet.

Tænk over, hvor du tror, at et anskudt /påkørt dyr vil tabe lidt schweiss under en flugt. Hvis du under sporudlægningen passerer en grøft, vil det være helt naturligt at afgive en eller to dråber schweiss på den anden side af grøften, præcis der hvor dyret lander, når det springer over grøften osv.

Træn også i at lade hunden markere strygeschweiss, altså schweiss som sidder 30-50 cm. over skovbunden, og som efterligner schweiss som er smurt af på plantestængler o.lign. Endelig skal du ikke glemme at lave markeringer på undersiden af høje brændnælder, som simulerer et dyr med f.eks. et tapskud, som har afsat lidt stryge schweiss.