Sporhund eller schweisshund

Sporarbejde er en sund og interessant aktivitet for både hund og fører. Det er en lærerig proces, der udvikler samarbejdet mellem hund og fører. Det er også en rigtig god måde at stimulere hunden på. Men det er vigtigt at holde fast i, at uanset hvor godt hunden kan udrede et 400m/3t, 400m/20t, 1000m/20t eller 1000m/40t spor, er det ikke ensbetydende med, at hunden er egnet til praktisk eftersøgning. Sagt på en anden måde, så er forskellen i sværhedsgraden mellem et kunstigt udlagt spor, og et sporforløb på en praktisk eftersøgning som nat og dag.

Årsagen til denne misforståelse omkring prøver contra praktiske eftersøgninger er, at man bla. i prøvesystemet udenfor Schweiss-registret, kalder alle sporprøver for schweissprøver.

DKK definerer ellers tydeligt, hvad forskellen er, når
DKK under overskriften ”Schweiss- og sporarbejde”præcist beskriver, at schweissarbejde er eftersøgning og opsporing af anskudt eller påkørt vildt og udføres af registrerede schweisshundeførere fra Naturstyrelsens Schweiss-register.
Sporarbejde er derimod en sports- og træningsaktivitet, hvor man kan dyrke sporarbejdet for sjov, eller dyrke konkurrence på kunstigt udlagte spor.
DKK definerer, som skrevet ovenfor, på glimrende vis forskellen på spor- og schweissarbejdet, men når DKK efterfølgende kalder de såkaldte sporprøver for schweissprøver, giver DKK’s definition absolut ingen mening.

Helt galt går det, når DKK årligt afholder en sporprøve, som de kalder ”DM i schweiss”. Til dette DM deltager stort set ingen reg. schweisshunde men udelukkende sporhunde, som har bestået sporprøver af en vis sværhedsgrad. Paradoksalt nok er mange af de bedst placerede sporhunde til dette DM hunde og hunderacer, som ingen værdi har, eller nogensinde vil få, i det danske Schweiss-register.

Vinderen af sporprøven ”DM i schweiss” omtales som ”Danmarks bedste schweisshund”, hvilket er en titel, som kun er med til at forvirre begreberne yderligere.
Fordi du har en god sporhund, er dette ikke ensbetydende med, at du også har en god schweisshund.

At sammenligne en svær praktisk eftersøgning på klovvildt med en hvilken som helst sporprøve er ikke muligt. Svære praktiske eftersøgninger kræver specialtrænede schweisshunde, som gennem hundredvis af praktiske eftersøgninger har lært at følge et anskudt/påkørt dyrs "angstfært", og ikke den biologisk/bakteriologisk fært, som hunden følger på de kunstigt udlagte sporforløb.

En reg. schweisshund er ikke en bestemt race, men en hund, som er en del af en ekvipage. Både hund og fører i denne ekvipage har erfaring i at finde et anskudssted og efterfølgende kunne ”læse” og tyde dette.

Den reg. schweisshundefører ved, hvordan vildtet reagerer, når det er anskudt, og er gennem uddannelse og erfaring, modsat den almindelige jæger, i besiddelse af de nødvendige schweiss eftersøgnings- faglige kompetencer, som han/hun specifikt har indarbejdet i schweisshunden gennem en meget målrettet træning.

Der er skrevet flere bøger om schweissarbejdet gennem årene, hvoraf nogle helt klart er bedre end andre. Desværre giver nogle af disse bøger et indtryk af, at bare en hund kan udrede et kunstigt udlagt overnatningsspor, er hunden også brugbar til praktiske eftersøgninger, hvilket ikke er sandt.

Flere af de træningsmetoder, som nævnes i nogle af de tidligere bøger om schweisshundearbejdet
er tiden løbet fra. Man kan selvfølgelig stadig bruge meget af det som er skrevet i disse bøger, blot skal man være opmærksom på, at i dag er schweissarbejdet ikke identisk med blod/ schweissspor - tværtimod.

Det jeg mener er, at modsat for ikke mange år siden, hvor udlægningen af schweiss på sporene var en stor del af schweisssporet, er udlægning af schweiss på sporet i dag, en meget lille del af selve schweisssporet. Schweiss'en bruges i træningen kun som markeringer, placeret på nogle få udvalgte steder som bla. i et sårleje.

Det er ikke så mange år siden, at man kunne blive optaget i Schweiss-registret, blot man fik en 1. præmie, på en 400m/20 timer prøve (med 1/4 liter schweiss dryppet ud på sporet). Det er ingen hemmelighed, at hvis man var god til at spotte den røde schweiss i skovbunden, kunne man gå store dele af sporet alene på synet, ligesom sporets form var nemt at forudsige.

På sporprøver under DKK og i nogle specialklubber, bruges schweiss'en stadig på prøverne. På de afsluttende prøver, som hunden skal ”bestå” for at blive optaget og godkendt som reg. schweisshund, bruges kun nogle få dråber schweiss, og dette ikke på klovene, men som pyrschtegn på sporet.

Sporprøver, som afholdes i DKK eller i specialklubberne, burde hedde SPORPRØVER, og kun sporprøver afviklet af Schweiss-registret burde
hedde SCHWEISSPRØVER.