Man kan købe alverdens fint og dyrt schweissudstyr, men i bund og grund har du kun brug for et fast bredt læderhalsbånd samt en 10-meter lang flagline 

Det kræver ikke den store investering i hundeudstyr, når du starter sportræningen op meddin hvalp. Med et fast bredt læderhalsbånd og en flagline kommer du rigtig langt. Personligt har jeg altid startet mine hvalpe op med et lille billigt læderhalsbånd og en 6-7 meter flagline.

Du kan selvfølge vælge at investere i et ”schweisshalsbånd” i mindste udgave, men du vil opdage, at hvalpen hurtigt vokser ud af dette, hvorfor et godt læderhalsbånd er udmærket at starte med. Fordelen ved de brede og lidt stive schweisshalsbånd er, at de er skånsomme mod halsregionen (læs luftrør) hvis hunden trækker meget. Men da hvalpe normalt ikke trækker ret meget i remmen, og vi i træningen af hvalpen fra dag ét arbejder på at lære hvalpen ikke at trække, er der ingen grund til denne bekymring.

Schweisshalsbånd
Det brede schweisshalsbånd i dobbeltsyet læder, med drejelig svirvel, er ikke helt billigt, men det holder også i mange år.

Hvis du arbejder med en hvalp som kan bevare roen og koncentrere sig når den søger, er det brede halsbånd faktisk først nødvendigt, når hvalpen er blevet noget større. Bevares, det ser godt ud, men hvalpen er fuldstændig ligeglad med, hvilket halsbånd den har på i opstarten på schweissarbejdet og iøvrigt også senere.

Sporsele
Du kan købe sporseler i alle prisklasser, afhængig af materialevalg, størrelse og mærke. Nogle påstår, at det er langt mere skånsomt for hunden, at gå spor i en sele, da man derved skåner hundens halsmuskulatur m.m. Det er selvfølgelig en pointe, man ikke skal sidde overhørig, men nu er det jo ikke meningen, at en schweisshund skal ”trække” dig gennem skoven, når den går spor. Gennem træningen lærer du hunden ikke at trække, når den går sine daglige lufteture i snor, hvilket du også skal bestræbe dig på at lære hunden, når den går spor. Når din hund udreder et spor, må der selvfølgelig godt være ”bid” i schweissremmen, men aldrig mere end du kan følge med i alm. gå-tempo. Jeg vil derfor råde dig til at arbejde på at få sat hundens fart ned på sporet - så hunden ikke trækker. Hvis du ikke kan lære hunden dette, kan jeg garantere dig, at din hund ikke trækker mindre, blot fordi den får en sele på - tværtimod.

Bøttcher-sele
Da jeg for mere end 40 år siden begyndte at arbejde medhunde, fandtes der noget som hed noget så fint som en ”Bøttcher-sele”.

Selen virkede på den måde, at jo mere hunden trak, desto mere blev hundens hoved ”presset” ned mod jorden. Med en varebeskrivelse med ord som ”modvirker højt søg”, troede nogle få, at det var en fantastisk opfindelse, da man i mangel på viden om sporarbejdet naivt troede, at nu var ”vidunder-udstyret” opfundet, som kunne få hunden til at stikke snuden i jorden og følge sporet. Man fandt hurtigt ud af, at selvom hundens hoved blev ”presset” ned mod jorden, når den trak, havde det ingen positiv effekt på hundens lyst til at søge - nogle gange tværtimod.

Da du ikke kan tvinge en hund til at gå spor, er ”Bøttcher-selen” ikke mere værd end det læder, den er lavet af.

Schweissrem
En schweissrem (også kaldt en schweissline) kan være fremstillet af forskellige materialer som nylon, webbing, læder, biothane, gummi eller gummibelagt, til det fineste kernelæder.

Nogle hundeførere er fortaler for det ene materiale fremfor det andet, men du skal selvfølgelig købe den schweissrem, du har det godt med.

Sørg for, at der i den ene ende er en solid karabinhage og ikke det, man kalder en ”panikhage”.

Jeg har erfaret, at ”panikhagen” kan udløse sigselv, hvis hunden arbejder under tætte buske eller træer, og omgivelserne kommer til at ramme udløser-mekanismen på ”panikhagen”.

Jeg ved godt, at fagfolk på området siger, at det ikke kan lade sig gøre, at en ”panikhage” udløses, når hunden arbejder i en meget tæt bevokset område, men da det modsatte er sket for mig flere gange, vil jeg til enhver tid anbefale en solid karabinhage fremfor en ”panikhage”.

“Panikhagens” fordel skulle være, at man hurtigt kan få sluppet hunden til hetz, når dyret pludselig springer op foran en. Men dette er en gang teoretisk sludder, som ingen praktisk betydning har. Jeg har sluppet hunde til hetz, hvor jeg først skulle arbejde mig frem til hunden gennem et tjørnekrat, og der derved er gået måske 1-2 minutter, før jeg var fremme ved hunden. Når dette sker, har jeg blot taget remmen af hunden, og sat den på den friske fod og den friske luftfært (dynefært) af det anskudte/påkørte dyr. Hunden vil starte op på sporsøget (som en hetz til en prøve), og når hunden har visuel kontakt til dyret, kan jeg høre hunden halse, indtil den får fat i dyret.

Derfor er begrundelsen for at bruge en “panikhage”, for hurtigere at kunne slippe hunden til hetz ikke et parameter, som har nogen betydning ved praktiske eftersøgninger.

I den ende af schweissremmen du holder i, vil jeg anbefale, at der ca. 1 meter før remmen slutter er en flere centimeter lang ”fortykkelse” af remmen, altså en form for markering (som du kan mærke i hånden), så du ikke mister dit tag i remmen, når du er ved at være helt ude i enden af remmen.

Der bør ikke være håndtag i enden af remmen, da dette håndtag kun vil hænge fast i stort set alt, du møder på sporet, og hvis der er et håndtag, finder du hurtigt ud af at korte remmen lidt af.

Vær opmærksom på, at man til nogle sporprøver kan kræve, at schweissremmen har et mindstemål.

Plastflasker
Plastflasker med skruelåg (100/250 ml.) samt sprøjte til at skrue på plastflasken, skal du også have et par stykker af.

Hvis du lægger spor hvor du sprøjter schweiss ud på hele sporet, er du nød til at have en sprøjte til at gøre dette med. Da jeg ikke bruger schweiss på sporet, udover ved anskudssted, og nogle få dråber som markering flere steder på sporet, foretrækker jeg en plastflaske med skruelåg.

Færtsko
Et sæt solide færtsko kan købes for under 1.000 kr., og holder i mange år.

Der findes forskellige mærker og udformninger af færtsko på markedet, og jeg vil ikke fremhæve det ene mærke fremfor et andet. Blot vil jeg råde dig til at anskaffe et sæt færtsko, hvor kloven spændes fast bag på færtskoen, så du selv kan bestemme, hvor lang kloven skal kunne nedsættes bag på færtskoene.

Al træning med henblik på at få en hund optaget i Schweiss-registret bør foregå ved brug af tørre klove fra råvildt, dåvildt og kronvildt.
Vigtigheden af at hunden, og helst fra hvalp af, får gode oplevelser i forbindelse med spor og klovfært kan ikke siges for mange gange.

Bor du i et område hvor der er vildsvin eller sikavildt, skal du selvfølgelig også træne på disse klove.

Da man skal variere færtbilledet for hunden, bør man lægge spor, så man i en periode træner på råvildtklove, en anden periode træner på dåvildtklove osv.

Hvis du ikke selv skaffer klovene, skal du sikre dig, at dem som leverer klovene, har pakket dem parvis og de er fra samme dyr. Om et sæt klove skal bestå af en klov fra et forløb og et bagløb fra samme dyr, er der ikke evidens for har nogen betydning.
Husk på at kunstigt udlagte spor består af et færtbillede som omhandler både klovfært og den biologisk/bakteriologisk, som er den proces som går i gang når vi for hvert skridt vi går træder på og knuser vegetationen under vores fodsåler.   

Varier dit brug af klove så du både lægger spor med råvildt- dåvildt- og kronvildtklove.

Jeg bruger et sæt klove til 4-5 spor, og når de er monteret på mine færtsko, fryser jeg både færtsko og klove ned sammen. Jeg optør dem i en spand vand, så de optøs hurtigere.

Ordet ”schweiss” fra det tyske sprog, og betyder oversat til dansk sved/kropsvæske (læs vildtblod).

Hvornår det er schweiss, og hvornår det er blod er der også en nem forklaring på. Når ”blodet” er inde i dyrekroppen kaldes det blod, og når det er uden for dyrekroppen kaldes det schweiss.

Der er mange som sælger schweiss fra henholdsvis dåvildt og kronvildt, men man kan også selv tappe schweiss af dyr, man selv afskyder. Hvis du samtidig tager klovene fra dyret, schweiss’en stammer fra, er du 100% sikker på, at schweiss og klove kommer fra præcis det samme dyr. Ikke fordi det har den store betydning i optræningen af den unge schweisshund, men alligevel rart at vide.

Senere i den videre uddannelse af den erfarne schweisshund, kan det have en betydning, at klove og schweiss, kommer fra samme dyr. Hvis du selv vil tappe schweiss af de dyr, du afskyder, skal du forsøge at få schweiss’en så ren som muligt, altså schweiss som ikke er sammenblandet med maveindhold eller andet.

Si schweiss’en inden du hælder den på flasker eller i poser, og ryst schweiss’en grundigt, før du fryser den ned. Nedfrysningen bør ske så hurtigt som muligt efter, schweiss’en er taget ud af dyret.

Schweiss, hvor der er iblandet mavevæske eller andre væsker fra dyret, mener man giver en bedre (læs stærkere) fært. Om det har nogen indflydelse på de kunstigt udlagte spor, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Det er ikke ret meget schweiss, du skal bruge til træningen af din kommende schweisshund, men uanset mængden skal schweiss’en være af god kvalitet.

Frys schweiss’en ned i små portioner, så du ikke skal tø en liter schweiss op, hver gang du skal bruge 10 ml. til ét spor.

Du skal selvfølgelig altid bruge schweiss fra samme dyreart, som de klove du lægger sporet med.

Jeg har bemærket at mange bruger utroligt meget schweiss, når de lægger spor til hundene. Hvis du tror, man får en bedre schweisshund ud af at udlægge meget schweiss i optræningen, tager du fejl, jeg vil endda gå så langt at sige tværtimod.

Jo mindre mængde schweiss din hund skal have til rådighed for at registrere, markere og følge en fært desto bedre.

Til træning af mine reg. schweisshunde, bruger jeg max. 1/2 liter schweiss på et helt år, og jeg træner meget udenfor sæsonen.
Jeg er ikke tilhænger af at bruge schweiss på klove eller på selve sporet, og bruger derfor kun nogle få schweissdråber til at lave anskudssteder og markeringer på sporet.

Fra hvalp bliver mine reg. schweisshunde trænet op på tørre klove fra dag ét. Når de så stiller til en sporprøve, hvor der er brugt rigeligt med schweiss på sporet, bliver opgaven for hunden kun lettere, da den har lært at udrede et sporforløb med en minimum af fært.

Det er ligesom kommet på mode at finde på alternative “færte” i sportræningen. Her er en blanding af “schweiss/vand” en af de smarte tiltag, som nogle har benyttet i flere år.

Hvis du blot træner for at aktivere hunden, har det ingen betydning hvilken færtkilde du bruger, men hvis du sigter hen imod praktiske eftersøgninger, er dette ikke en metode, jeg vil anbefale.

Hvis du sammenblander schweiss og alm. vand i et forhold 50/50, mener nogle at schweiss-færten begrænses, og det derfor bliver sværere for hunden at “lugte” schweiss’en. Jeg er langtfra overbevist om, at schweissfærten ændres proportionelt i forhold til blandingsforholdet af schweiss og vand, og derfor ikke tilhænger af denne træningsform.

Selvom vand for os mennesker er lugtfrit, ved vi, at hunde kan lugte vand på afstand, hvorfor det er et faktum, at vand også har en lugt/fært.

Blandingen af to færte (schweiss og vand), frembringer teoretisk en “ny” lugt/fært, og sker dette, brisikerer vi at lære  hunden at gå på en fært, den aldrig vil møde på en praktisk eftersøgning.

Hvis du vil ”fremstille” et spor med et mindre “færtbillede” til rådighed for hunden, er jeg sikker på at en forlængelse af ståtiden givet et meget bedre og brugbart slutresultat.

“Klovvand” er også et af de smarte tiltag, som er dukket op for nogle år siden. Klovvand fremstilles ved at man lader en klov ligge i blød i vand natten over, hvorefter man bruger væsken som færtkilde.

Klovvand bruges bla. på sporkurser, hvor man vælger at træne på det man kalder “hårdt underlag” som asfalt m.m., og nogle har også valgt at bruge denne færtkilde på spor lagt i skoven.

Jeg vil ikke afvise, at man ved færtkilder som vand/schweiss (50/50) eller klovvand, kan lære alm. hundeejere at gå lidt spor for sjovt med deres hunde. MEN hvis man tror, at brugen at disse færtkilder er vejen til målet som reg. schweisshundefører, er det en påstand, som jeg mangler bevis for.

Måske lidt provokerende sagt men ikke desto mindre sandt er det, at nogle af de personer, som underviser i brugen af klovvand på hårdt underlag, selv har mere end svært ved at få optaget deres hunde i Schweiss-registret.

Waidwerk er et mere gennemarbejdet, og afprøvet produkt, end både vand/schweiss (50/50) og klovvand, men stadig ikke den “rigtige” vare.

Waidwerk er et “pulver-schweiss-koncetrat”, baseret på rigtig schweiss, som har været gennem en bearbejdning så det ender som et pulverprodukt, som kun skal iblandes med vand.

Selvom Waidwerk-schweiss er blod / schweiss fra ikke oplyste dyrearter, kan det i mangel af bedre, være at fortrække, hvis man er udelukket fra at kunne opbevare “rigtig” schweiss i fryseren.

Hvis man vil bruge Waidwerk som erstatning for “rigtig” schweiss, bør det kun bruges til unghunde, da det selvfølgelig på ingen måde kan erstatte den rigtig schweissfært.

Producenten skriver at Waidwerk skal ligge 3-5 timer i skovbunden før “væsken” afgiver fært, og Waidwerk kan, stadig ifølge oplysninger fra producenten, ligge i op til 50 timer i skovbunden, og stadig afgive et rimeligt færtbillede.

Ifølge anvisningerne skal koncentratet fortyndes med vand i forhold 1:15 - 1:20, og 500 gram vil herefter strække til ca. 10 liter “Waidwerk-schweiss”.

MEN...

Jeg afviser på ingen måde nytænkning, for der er ingen tvivl om, at nytænkning og afprøvning af andre træningsmetoder er vejen frem.

Men når man nu har konstateret, at man ved brugen af vand/schweiss (50/50), klovvand, eller Waidwerk IKKE får uddannet gode og dygtige schweisshunde til registret, er der ingen grund til at fortsætte ud af denne blindgyde, hvis ambitionerne er at blive reg. schweisshundeføre.

Det schweiss, du skal bruge til dine spor i uddannelsen af din nye schweisshund, bør være “rigtig” schweiss, som er udtaget af skudte dyr, umiddelbart efter dyret er skudt og behandlet korrekt.

Selvom det kun er små mængder af schweiss, du skal bruge om året på dine træningsspor, er dette ikke et incitament for, at du skal gå på kompromis med kvaliteten.