Skip to main content

Schweissudstyr

Udstyr

Man kan købe alverdens fint og dyrt schweissudstyr, men i bund og grund har du kun brug for et fast bredt læderhalsbånd samt en 10-meter lang flagline 

Det kræver ikke den store investering i hundeudstyr, når du starter sportræningen op meddin hvalp. Med et fast bredt læderhalsbånd og en flagline kommer du rigtig langt. Personligt har jeg altid startet mine hvalpe op med et lille billigt læderhalsbånd og en 6-7 meter flagline.

Du kan selvfølge vælge at investere i et ”schweisshalsbånd” i mindste udgave, men du vil opdage, at hvalpen hurtigt vokser ud af dette, hvorfor et godt læderhalsbånd er udmærket at starte med. Fordelen ved de brede og lidt stive schweisshalsbånd er, at de er skånsomme mod halsregionen (læs luftrør) hvis hunden trækker meget. Men da hvalpe normalt ikke trækker ret meget i remmen, og vi i træningen af hvalpen fra dag ét arbejder på at lære hvalpen ikke at trække, er der ingen grund til denne bekymring.

Schweisshalsbånd
Det brede schweisshalsbånd i dobbeltsyet læder, med drejelig svirvel, er ikke helt billigt, men det holder også i mange år.

Hvis du arbejder med en hvalp som kan bevare roen og koncentrere sig når den søger, er det brede halsbånd faktisk først nødvendigt, når hvalpen er blevet noget større. Bevares, det ser godt ud, men hvalpen er fuldstændig ligeglad med, hvilket halsbånd den har på i opstarten på schweissarbejdet og iøvrigt også senere.

Sporsele
Du kan købe sporseler i alle prisklasser, afhængig af materialevalg, størrelse og mærke. Nogle påstår, at det er langt mere skånsomt for hunden, at gå spor i en sele, da man derved skåner hundens halsmuskulatur m.m. Det er selvfølgelig en pointe, man ikke skal sidde overhørig, men nu er det jo ikke meningen, at en schweisshund skal ”trække” dig gennem skoven, når den går spor. Gennem træningen lærer du hunden ikke at trække, når den går sine daglige lufteture i snor, hvilket du også skal bestræbe dig på at lære hunden, når den går spor. Når din hund udreder et spor, må der selvfølgelig godt være ”bid” i schweissremmen, men aldrig mere end du kan følge med i alm. gå-tempo. Jeg vil derfor råde dig til at arbejde på at få sat hundens fart ned på sporet - så hunden ikke trækker. Hvis du ikke kan lære hunden dette, kan jeg garantere dig, at din hund ikke trækker mindre, blot fordi den får en sele på - tværtimod.

Bøttcher-sele
Da jeg for mere end 40 år siden begyndte at arbejde medhunde, fandtes der noget som hed noget så fint som en ”Bøttcher-sele”.

Selen virkede på den måde, at jo mere hunden trak, desto mere blev hundens hoved ”presset” ned mod jorden. Med en varebeskrivelse med ord som ”modvirker højt søg”, troede nogle få, at det var en fantastisk opfindelse, da man i mangel på viden om sporarbejdet naivt troede, at nu var ”vidunder-udstyret” opfundet, som kunne få hunden til at stikke snuden i jorden og følge sporet. Man fandt hurtigt ud af, at selvom hundens hoved blev ”presset” ned mod jorden, når den trak, havde det ingen positiv effekt på hundens lyst til at søge - nogle gange tværtimod.

Da du ikke kan tvinge en hund til at gå spor, er ”Bøttcher-selen” ikke mere værd end det læder, den er lavet af.

Schweissrem
En schweissrem (også kaldt en schweissline) kan være fremstillet af forskellige materialer som nylon, webbing, læder, biothane, gummi eller gummibelagt, til det fineste kernelæder.

Nogle hundeførere er fortaler for det ene materiale fremfor det andet, men du skal selvfølgelig købe den schweissrem, du har det godt med.

Sørg for, at der i den ene ende er en solid karabinhage og ikke det, man kalder en ”panikhage”.

Jeg har erfaret, at ”panikhagen” kan udløse sigselv, hvis hunden arbejder under tætte buske eller træer, og omgivelserne kommer til at ramme udløser-mekanismen på ”panikhagen”.

Jeg ved godt, at fagfolk på området siger, at det ikke kan lade sig gøre, at en ”panikhage” udløses, når hunden arbejder i en meget tæt bevokset område, men da det modsatte er sket for mig flere gange, vil jeg til enhver tid anbefale en solid karabinhage fremfor en ”panikhage”.

“Panikhagens” fordel skulle være, at man hurtigt kan få sluppet hunden til hetz, når dyret pludselig springer op foran en. Men dette er en gang teoretisk sludder, som ingen praktisk betydning har. Jeg har sluppet hunde til hetz, hvor jeg først skulle arbejde mig frem til hunden gennem et tjørnekrat, og der derved er gået måske 1-2 minutter, før jeg var fremme ved hunden. Når dette sker, har jeg blot taget remmen af hunden, og sat den på den friske fod og den friske luftfært (dynefært) af det anskudte/påkørte dyr. Hunden vil starte op på sporsøget (som en hetz til en prøve), og når hunden har visuel kontakt til dyret, kan jeg høre hunden halse, indtil den får fat i dyret.

Derfor er begrundelsen for at bruge en “panikhage”, for hurtigere at kunne slippe hunden til hetz ikke et parameter, som har nogen betydning ved praktiske eftersøgninger.

I den ende af schweissremmen du holder i, vil jeg anbefale, at der ca. 1 meter før remmen slutter er en flere centimeter lang ”fortykkelse” af remmen, altså en form for markering (som du kan mærke i hånden), så du ikke mister dit tag i remmen, når du er ved at være helt ude i enden af remmen.

Der bør ikke være håndtag i enden af remmen, da dette håndtag kun vil hænge fast i stort set alt, du møder på sporet, og hvis der er et håndtag, finder du hurtigt ud af at korte remmen lidt af.

Vær opmærksom på, at man til nogle sporprøver kan kræve, at schweissremmen har et mindstemål.

Plastflasker
Plastflasker med skruelåg (100/250 ml.) samt sprøjte til at skrue på plastflasken, skal du også have et par stykker af.

Hvis du lægger spor hvor du sprøjter schweiss ud på hele sporet, er du nød til at have en sprøjte til at gøre dette med. Da jeg ikke bruger schweiss på sporet, udover ved anskudssted, og nogle få dråber som markering flere steder på sporet, foretrækker jeg en plastflaske med skruelåg.

Færtsko
Et sæt solide færtsko kan købes for under 1.000 kr., og holder i mange år.

Der findes forskellige mærker og udformninger af færtsko på markedet, og jeg vil ikke fremhæve det ene mærke fremfor et andet. Blot vil jeg råde dig til at anskaffe et sæt færtsko, hvor kloven spændes fast bag på færtskoen, så du selv kan bestemme, hvor lang kloven skal kunne nedsættes bag på færtskoene.