Optaget i Schweissregistret - hva' nu

Den anden markeringsøvelse jeg vil anbefale, er en øvelse som er meget populær i Verein Hirschmann, hvorfor jeg vil tillade mig at kalde den for Hirschmann- metoden.

Øvelsesmodulet er en kombination af et ”opsøg” ”sporsøg” og ”markering af pyrschtegn” i en og samme øvelse, og laves over en strækning på ca. 30 meter.

For at lave markeringsøvelserne, skal du bruge en skovvej (grusvej), hvor der er et areal på ca. 25 meter, på hver side af grusvejen, hvor der ikke er for høj eller tæt bevoksning. Derudover skal du bruge dine færtsko (uden schweiss på klovene) samt forskellige pyrschtegn (hår, schweiss, rørknogler, kødstykker eller lign.).

Du tager dine færtsko på, når du står ca. 10 meter fra grusvejen i f.eks. højre side. Herefter går du lige frem og krydser skovvejen vinkelret, og fortsætter lige frem (ca. 25 meter) ind i den lave vegetation på den modsatte side af skovvejen. Her gør du holdt og lægger ét pyrschtegn (f.eks. lidt hår og et par dråber schweiss).
Markeringsøvelses-modulet er slut, men du bør lave flere markeringsøvelses-moduler i forlængelse af hinanden, hvorfor jeg anbefaler at du efter at have lagt det første pyrschtegn, fortsætter med færtskoene på.
Lav endnu en vejoverførsel ca. 30 meter længere fremme på skovvejen, så du i alt udlægger 5 pyrschtegn.

Lav de 5 markeringsøvelser omkring den samme skovvej, så du efter hunden har fundet det første pyrschtegn, tager hunden i kort rem og går op til  skovvejen igen. Længere fremme på skovvejen har du lavet det samme øvelsesmodul til den modsatte side af skovvejen, hvor hunden efter et opsøg (og et kort sporforløb), vil støde ind i endnu et pyrschtegn (se tegningen).

5-6 timer senere tager du hunden, som er iført sit schweisshalsbånd/sele, pejl og schweissrem. Hunden sættes af på skovvejen, ca. 10 meter fra hvor du første gang krydsede skovvejen med færtskoene.

Du har fat i schweissremmen, og hunden sættes til at lave et opsøg på skovvejen. Når hunden registrerer færten fra færtskoene (som krydser vejen), tager hunden foden op (fra færtskoene), og du følger efter hunden.

Vær rimelig tæt på hunden når den kommer frem til pyrschtegnet. Når du kan se at hunden reagerer på færten fra det udlagte pyrschtegn, begynder du forsigtigt at rose hunden, og når hunden står og snuser til pyrschtegnet, skal du komme helt tæt på hunden, mens du forsigtigt roser den og stryge den over ryggen.

Sæt roligt hunden af, mens du selv roder lidt i skovbunden hvor pyrschtegnet ligger, samtidig med at du animerer hunden til at snuse til det udlagte pyrschtegn igen. Når hunden igen snuser til pyrschtegnet, roses hunden igen behersket og du supplerer op med en godbid som en pølse / frikadelle eller noget andet som hunden elsker.

Øvelsen med at finde det første pyrschtegn er slut, og nu skal du gå op til skovvejen, med hunden i kort rem. Ved skovvejen sætter du hunden af, og får ro på den, før du sætter den i gang med at lave et nyt opsøg.

Ideen med hele øvelsen er, at hunden skal finde ud af, at du som ”førerhund” bliver meget glad når hunden finder og markerer og udpeger alle former for pyrschtegn.

Jo bedre førerforhold du og din hund har, desto stærkere virker din glæde på hunden, og jo større lyst har hunden til at finde det næste pyrschtegn.

Den omtalte Hirschmann-metode er ikke den eneste måde at få sat hundens tempo ned på sporet, ligesom det heller ikke er den eneste måde du kan lære hunden at markere de forskellige pyrschtegn.

Nogle schweisskollegaer har haft stor succes med at dække hunden af, hver gang hundens tempo på sporet blev for højt. En øvelse som skal gentages mange gange over mange måneder, men gennem de mange gentagelser, er det meningen at hunden skal ”erfare”, at det ikke kan ”betale” sig at sætte tempoet op på sporet.

En anden metode til at sætte tempoet ned, og lære hunden at markere pyrschtegn, kan øves ved at man før ét pyrschtegn på træningssporet, dækker hunden af 1-2 meter, før hunden rammer pyrschtegnet.

Hvis man samtidig laver et spids knæk (ved pyrschtegnet), får hunden ikke succes, ved at fortsætte henover pyrschtegnet.

Selvom hunden har lært at markere de enkelte pyrschtegn, vil den på en praktisk eftersøgning, hvor der ligger meget schweiss i sporforløbet, ikke markere hver enkelt dråbe schweiss. Hunden vil i denne situation opfatte schweissen som en del af sporet.

Jeg nævnte tidligere, at min unge hund (med meget stor sporlyst), ignorerede pyrschtegn på de praktiske eftersøgninger, da hans overordnede mål var at komme frem til det døde dyr, eller et varmt sårleje (læs hetz).

Efter jeg i en periode havde trænet de nævnte markeringsøvelser, begyndte hunden at markere flere og flere pyrschtegn. Jeg husker specielt en praktisk eftersøgning i den periode hvor jeg flere gange pr. uge trænede markeringsøvelser. Her var der skudt til en buk i en kornmark. Jægeren fandt intet på anskudsstedet, men mente han kunne fornemme lugten af waid/maveindhold.

Den unge hund blev sat på sporet, og fandt hurtigt anskudsstedet. I anskudsstedet lå der mod forventning ikke waid/maveindhold, men kun nogle få hår fra undersiden af dyret.

Den unge hund blev sat i gang med at spore, og efter 75 meter var bukken sprunget over en grøft med vand, som kun hunden kunne passere. Da hunden stod i vandet i grøften, markerede den fint på vegetationen på den modsatte skråning, at her var bukken gået op. Jeg satte hunden af på den anden side af grøften, og gik selv 30 meter tilbage, hvor jeg kunne komme over grøften.
Da jeg kom frem til hunden, på den anden side af grøften, blev den igen sat i gang med at spore. Hunden tog straks sporet op, og søgte videre i kanten af en majsmark i moden højde, og efter ca. 50 meter vinklede sporet ind i den høje majs.

Jeg kunne ikke se hunden fremme i enden af remmen (på grund af majsens højde), men jeg kunne mærke på trækket i remmen, at det var rigtig, det vi gik på.
Efter godt 100 meters sporing i den høje majs blev remmen slap (hunden stod stille). Dette er altid gode tegn, da det ofte betyder, at hunden er fremme ved det døde dyr. Yes tænkte jeg, og fik arbejdet mig frem til hunden, som stod med logrende hale, og snuden begravet nede i sårlejet, hvor der lå nogle få dråber schweiss. Jeg roste behersket hunden, hvorefter den blev sluppet til hetz, og nogle hundrede meter fremme i majsen, fik hunden kontakt til bukken. Bukken flygtede ud af majsen, over et lille engstykke og ud i endnu en kornmark, hvor hunden fik indhentet bukken og affangede den.

Den unge hund var meget vildtskarp, hvorfor det var meget få anskudte bukke, som kunne sætte den af, når den blev sluppet til hetz. Det var derfor ikke hetzen, som imponerede mig på denne eftersøgning. Nej, det var hundens markering af det friske sårleje i majsen, som jeg ikke ville have opfaget, hvis hunden ikke havde markeret det.

Før denne sporivrige hund havde lært at markere pyrschtegn på sporet, ville hunden også have registreret det friske sårleje, men den ville ikke være stoppet op, som den gjorde på denne eftersøgning. Hunden ville blot have lagt endnu mere træk i remmen (efter den havde passeret det friske sårleje), og grundet det hårde træk i remmen, ville jeg formentlig ikke have fået øje på sårlejet. Jeg ville derfor også være i tvivl om det hårde træk i remmen skyldtes den anskudte buk, eller andet frisk vildt.

Nu hvor hunden markerede sårlejet, gjorde det tingene meget lettere, da jeg ikke var i tvivl om, at det var den anskudte buk, vi havde rejst fra sårlejet.

Jægeren havde været meget tæt på et rent forbi skud, hvis riffelkuglen ikke havde lavet et lille snit under vommen på dyret. Hverken mavesæk eller tarme var ramt, men den lille åbning til tarmene gjorde, at der hang 5 cm. tarm ud af bukken på undersiden.

En eftersøgning som på ingen måde er svær at udrede, for en reg. schweisshund, da færten fra dyret er meget nem at følge, også selvom dyret ikke schweisser.

Essensen i fortællingen om denne eftersøgning er derfor også kun, at træningen med de forskellige markeringsøvelser af pyrschtegn havde virket, og den unge driftsstærke reg. schweisshund var kommet et skridt længere i sin uddannelse.