Opstart på sporarbejdet
Tempoet ned / slangegang
Når hvalpen har forstået øvelsen, og kan udrede et 100-200 meter langt spor, sker der ofte det, at hvalpen i takt med alderen og forståelsen for øvelsen begynder at sætte tempoet op og gå hurtigere.
Det er vigtigt, at du fra starten lærer hvalpen, at deter dig som bestemmer tempoet. Du skal kunne gå bagved hvalpen i et roligt tempo, og trækker hvalpen meget, holder du den bare tilbage, så den ikke får mulighed for at gå stærkt.

Årsagen til det øgede tempo, er ofte det, at hvalpen har fundet ud af, at der for enden af sporet ligger en belønning og sammenholdt med, at den ikke har svært ved at følge færten/sporet, gælder det for hvalpen om at komme ud til enden af sporet (belønningen) så hurtigt som muligt.
Man kan sige at det kun er godt at hunden er motiveret til at ville komme ud til enden af sporet, men det er vigtigt, at du får lært hvalpen, at sporet skal udredes i et roligt tempo. En metode til dette er at begynde at udfordre hvalpen lidt mere. Det gør du ved ikke at lægge sporene, så det blot går ligeud, men ved at gå i det man kalder ”slangegang”. Altså store bløde buer, så hvalpen hver gang den sætter tempoet op og vil fremad, mister sporet.
I starten skal du holde hvalpen lidt tilbage, hvis den kommer for langt ud til én af siderne af sporet, så den ikke får succes ved blot at gå lige ud, og lidt senere kan vinkle ind på sporet igen.
Efter nogle få spor har hvalpen fundet ud af, at den ikke bare kan spurte derud af men er tvunget til hele tiden at korrigere for at kunne følge sporet.
Hvis du kan se, at hvalpen går fremad men ikke i sporet, skal du roligt stoppe op og animere hvalpen til at følge sporet. Meningen er at hvalpen skal lære, at den kun kan komme ud til enden af sporet, hvis den hele tiden har kontakt til sporet.
Uanset om hvalpen opfører sig helt umuligt på hvalpesporet, må du ALDRIG tabe besindelsen og skælde den ud. Det eneste, du får ud af dette, er at hvalpen bliver ”bange/usikker”, når den skal gå spor, eller rettere sagt bliver ”bange” for din reaktion, når den går spor.
Uanset hvor meget man end har lyst til det, er det bandlyst at skælde sin hvalp ud under udredningen af et hvalpespor.
Først når hunden er blevet ældre og er kommet meget længere i træningsforløbet, og den bevidst forlader sporet for at gå på en afledningsfært, kan man irettesætte hunden for denne uønskede adfærd - men aldrig mere irettesættelse end med stemmen og hvad hunden mentalt kan tåle (læs mere om irettesættelse under kapitlet sporlydighed).
Metoden med slangegang anbefaler jeg til unghunde eller ældre hunde, som er ”fejlindlært”. Dvs. de har fundet ud af, at langt størstedelen af sporet går lige ud, og starter derfor op på sporet i et tempo, som enhver greyhound ville misunde. Da sporet går ligeud, registrerer hundeføreren ikke, at hunden ikke er 100% koncentreret om at følge sporet, eller om den kun momentvis støtter sig til sporet, for at komme hurtigt ud til enden.

Et andet lille tip til at nedsænke tempoet på hunde som starter op med høj fart, kan være at indlægge et knæk (læs kapitlet ”spidse knæk”) ca. 10 meter efter opstarten på sporet. Dette bevirker, at hunden, hvis den har for meget fart på, hurtigt går af sporet, og derfor er nødt til at sætte tempoet ned og koncentrere sig, hvis den via sporet skal kunne komme ud til enden af dette.

En anden metode, man kan bruge på unghunde eller voksne hunde, forudsat de har en god psyke og en meget stor sporlyst, er at lade schweissremmen blive viklet en enkelt gang om hundens ene bagben. Dette besværliggør hundens fremadgående bevægelse, og sænker derved farten på hunden.
En mental sund hund med en stor sporlyst, er fuldstændig ligeglad, MEN det er vigtigt at påpege, at hvis hunden bliver det mindste utryg ved denne metode, skal du stoppe omgående med at bruge metoden.
De første mange slæbe- og hvalpespor, vil den mentalt sunde og sporivrige hvalp gå i et meget roligt tempo. Det varer dog ikke mange uger før tempoet øges, og det er her, du som hundefører skal være klar til at bestemme tempoet.
Når din hvalp har knækket koden, dvs. at den har fundet ud af, at hvis den følger færten, vil den blive ført frem til belønningen (afslutningen på sporet), skal du variere sporets udformning.
Mange laver den fejl, at de når de lægger sporet starter med at gå lige ud på en strækning af ca. 100 meter, før der kommer et knæk eller lign.
Hunden skal ikke have gået mange af disse spor, hvor der intet sker på de første 100 meter, hvorfor en hund som er meget motiveret for at komme ud til enden af sporet, starter i et højt tempo.
Undlad derfor at lægge dine spor, så de er lagt som til en prøve med mange lige stræk.
