Vildtskarpheden
Når du skal vælge hunderace og individ, skal du være meget bevidst om, at en reg. schweisshund SKAL være vildtskarp. En voksen hund, som ikke tør at bide sig fast i en flygtende forløbsskudt buk, eller stille større klovvildt, er IKKE egnet til praktiske eftersøgninger.
Hvis du ikke skal bruge din hund til praktiske eftersøgninger, eller har et ønske om at blive optaget som reg. schweisshundefører under Naturstyrelsen, har du ikke noget at bruge vildtskarpheden til.
Vildtskarphed overfor hårvildt har intet med aggressivitet at gøre, og vildtskarpheden er i nogle hunderacer bevaret gennem seriøs avl, mens andre racer har forsøgt at avle vildtskarpheden bort. Hos retrieverne er vildtskarphed overfor hårvildt generelt ikke ønskværdig, da de fleste retrievere bruges til apportering, hvorfor man skal være meget grundig i udvælgelse af hvalp og specielt avlslinjerne bag retriever-racerne.
I dag findes der desværre ikke en prøve eller test, hvor man kan få testet hundens vildtskarphed overfor hårvildt. Hvis man ikke er opmærksom på denne problematik i forbindelse med sit hvalpekøb, kan man risikere, at man ender ud med en hund, som kan udføre et fantastisk stykke sporarbejde, men som ikke kan afslutte en eftersøgning, hvis dyret ikke er forendt og evt. rejses fra sårlejet.
Vildtskarphed overfor hårvildt er en medfødt egenskab, som ikke kan trænes ind i hunden, hvis den ikke er begunstiget med denne egenskab i sin arvemasse. Når det er sagt, kan man opleve, at en hund faktisk kan være i besiddelse af en vis vildtskarphed, men at den bare ikke kommer til udtryk, fordi hunden ikke er helt mentalt sund, ikke er særlig driftstærk eller besidder tilpas meget mod og selvstændighed. En sådan hund vil være meget tøvende ved de første muligheder, den får for at bide sig fast i et levende stykke råvildt, men hunden kan med tiden vokse med opgaven, i takt med at modet og selvtilliden stiger. Men super skarp bliver hunden aldrig.
For at vildtskarpheden skal komme tydeligt til udtryk fra en hvalp/unghund, kræver det en nedarvet vildtskarphed, i en driftstærk og mentalt sund hund med selvtillid og et stort mod.
Om hunden fanger den flygtende buk ved at bide sig fast i halsen (eller andre steder) og holder fast, indtil hundeføreren kommer frem, eller om hunden stopper bukken ved at bide sig fast i køllen og vælte den omkuld, hvorefter den slipper sit tag bukken og kun bider i bukken, hvis bukken forsøger at rejse sig og flygte, er i det store og hele underordnet. Bare bukken bliver stoppet, så man kan komme frem og få den aflivet, så er missionen lykkedes.
De større hjortearter stiller de fleste hunde og specielt, når vi taler om dåhjorte og kronhjorte. Kalve tager den vildtskarpe hund, som den tager råvildt. Dåer og hinder stiller de fleste hunde, men man kan også opleve, at den meget vildtskarpe hund også tager dem, som den tager råvildt. Vildsvin stiller de fleste hunde, og de vildtskarpe hunde, som tror de kan behandle vildsvin, som de behandler råvildt, får sjældent en lang karriere i dette fag.
Hvis de ikke bliver slået ihjel af vildsvinene, kommer de hurtigt og ofte meget slemt til skade.
