I nogle få hunderacer eller individer er det nedarvet at markere sårlejer og pyrschtegn, mens andre hunderacer eller individer vælger at ignorere, altså undlade at markere udlagte sårlejer eller pyrschtegn under et sporforløb.

En hund som ignorerer sårlejer/pyrschtegn kan sagtens lugte disse, men årsagen til at den ikke markerer disse, kan være at hundens sporlyst er større end lysten til at markere sårlejet/pyrschtegnet.
Det kan også være at man har trænet med meget schweiss på sporet, hvorfor man ikke kan fortænke hunden i at opfatte et sårleje (med schweiss) som en del af sporet.

Derfor kan det være en god ide at træne hunden i det moment som man kan kalde "Markering af pyrschtegn", uden at dette er sammensat med et længere sporforløb.
Først når hunden har forstået at den skal markere det schweiss og de pyrschtegn den støder på, først herefter bør man begynde at udlægge flere sårlejer og pyrschtegn på sporet.

Man kan sige det kort - Hunde som ikke markerer sårlejer/pyrschtegn på et sporforløb, er hverken ulydige eller dumme - Nej, de har bare ikke lært det.

Den viste træningsmetode er blot én ud af mange måder at træne momentet på, hvorfor den ikke skal opfattes som en facitliste.

Et er at en hund er rolig og tryg ved skud tæt på den, men kan den fortsat arbejde koncentreret på en sporudredning uden at stresse op, når der bliver afgivet skud fra et jagtgevær meget tæt på hunden?
De fleste jagthunde, som bliver brugt til fuglejagt, vil lade sig distrahere eller stresse op når de hører skud. Årsagen er oplagt, da hunden erfaringsmæssigt forbinder skuddene med vildt som evt. skal apporteres, hvorfor fokus ofte rettes mod det sted hvorfra skuddet blev afgivet.

Hvis hunden skal bestå en Kvalifikationstest eller Egnethedsprøve i Schweissregitret, er det et must at hunden kan abstrahere fra skud tæt på den og fortsat vil/kan arbejde koncentreret på det sporarbejde, den er i færd med at udrede, selvom der affyres ét eller flere skud tæt på hunden.

Dette ville jeg teste på Holger, hvorfor jeg tog ud til den lokale lerduebane. En skovvej går parallelt med lerduebanen, så man kan komme meget tæt på de standpladser hvor skytterne står og skyder efter lerduer.
Jeg havde lagt et rimelig kort spor og havde lagt det på en måde, så afslutningen på sporforløbet vil ligge ca. 10 meter fra en standplads, hvor der blev skudt efter lerduer med jagtgeværer.
Holger viste sig at være fuldstændig upåvirket af de mange skud, og udredte derudover sporet i et roligt og koncentreret tempo.

Inden jeg lavede denne test, havde jeg flere gange været på lerduebanen. Her havde jeg nærmet mig skuddene på lang afstand (150 meter) og gradvist gået tættere og tættere på.
Hver gang der lød et skud fik Holger en cocktailpølse. På den måde forbandt Holger skuddene med noget godt (og mad er altid godt i Holgers verden).

Du kan nedenfor se en kort video, hvor Holger ikke lader sig distrahere af de mange skud fra lerduebanen tæt på ham. I slutningen af videoen bliver der afgivet skud kun 10 meter fra Holger, uden det distraherer hans koncentration omkring sporarbejdet.

Selvom alle hunde kan lære at gå spor, bør du alligevel overveje hvilken hunderace du skal anskaffe, afhængig af om du vil gå spor for sjov, gå til prøver og dyrke konkurrencesporten, eller om du på sigt vil søge optagelse i den danske Schweisshunderegister under Naturstyrelsen som reg. schweisshundefører.

Hvis du sværger til en bestemt hunderace, du har måske haft flere af denne slags, og elsker racens personligheder, skal du selvfølgelig vælge den igen.
Men hvis du er åben for at arbejde med hvilken som helst hunderace, bør du i din søgen efter en hunderace, bruge meget tid på at lave et grundigt forarbejde.

Hvis du er interesseret i at gå spor for sjov eller at gå til schweissprøver og dyrke konkurrencesporten, er stort set alle hunderacer og specielt jagthunderacerne egnet til dette.
Her er hundens manglende størrelse eller hundens manglende vildtskarphed ikke en forhindring.
Hvis du derimod går efter at hunden skal opfylde kravene for at kunne blive en god reg. schweisshund, skal hunden udover at være en god sporhund, have en vis størrelse og besidde en tilstrækkelig vildtskarphed.
Det er derfor vigtigt at du, inden du evt. vælger hunderace, tænker de næste mange år grundigt igennem, i forhold til hundens spor- og schweisstræning.

Jeg tænker specielt på, at hvis du har et ønske om at blive reg. schweisshundefører under Naturstyrelsen, vil dette ikke ske hvis du efter 1-2 års intensiv sportræning, står med en fantastisk sporhund som en Beagle eller Gravhund, som løser 400m/20t, 1000m/20t eller 1000m/40t prøvespor eller sværere sporprøver til en 1. præmie hver gang.
Beagler og Gravhunde er rigtige gode sporhunde, men vil ikke blive optaget i Schweissregistret alene på grund af deres størrelse. Beaglen vil udover den ringe størrelse være hæmmet af en manglende vildtskarphed. Gravhunden har med sikkerhed vildtskarpheden, men vil grundet dens ringe størrelse, aldrig kunne løbe et forløbsskudt rådyr op og stoppe det anskudte dyrs flugt.

Hvis målet med din næste hund er at få optrænet en sporhund, som sammen med dig vil kunne blive optaget i det danske Schweisshunderegister, er der nogle bestemte racer du bør stræbe efter, nemlig de racer som i dag udgør de fleste hunderacer i Schweissregistret.
Dermed ikke sagt at der findes individer af hunderacer, som ikke er repræsenteret i Schweissregistret, som vil kunne blive udmærkede reg. schweisshunde, men disse racer bekræfter blot undtagelsen.

Jeg har personligt intet imod f.eks. en race som Flatcoatet Retriever. Denne race er en venlig, tillidsfuld, kvik og aktiv jagthund som i jægerkredse bruges som apporterende jagthund og derfor også har en god næse. Men det er ikke nok at kunne være god til at følge et spor, da mange eftersøgninger afsluttes med at hunden hetzer det anskudte dyr og stopper dyrets flugt. Denne vildtskarphed ligger ikke udpræget til en Flatcoatet Retriever, hvorfor denne race kun er repræsenteret i det danske Schweissregister med 1 hund (2026).

Jeg har nedenfor lavet en statistik over hvilke hunderacer som er repræsenteret i den Danske schweisshunderegister under Naturstyrelsen.
De 158 reg. schweisshundeførere har her i starten af 2026 tilsammen 222 reg. schweisshunde i Danmark.

• 63% af de reg. schweisshunde består af racerne:
  Den ruhårede Hønsehund og Labrador Retriever.
  
  
• 31% af de reg. schweisshunde består af racerne:
  Hannoveransk Schweisshund og Bayersk Bjergschweisshund.
  
  
• 6% af de reg. schweisshunde består af racerne:
  Kleiner Münsterländer, Korthåret Hønsehund,  Langhåret Hønsehund, Golden Retriever, Schwarzwillbracke og Flatcoatet Retriever .

Der er ikke noget som tyder på at de reg. schweisshundeførere fortrækker hanhunde fremfor tæver, da 55% af de reg. schweisshunde er hanner, mens 45% af de reg. schweisshunde er tæver.

Nedenfor kan du i tallet til venstre for hver hunderace, se det præcise antal af reg. schweisshunde fordelt på de forskellige racer her i starten af 2026.

Når en hund skal udrede et sporforløb i naturen og typisk i skoven, skal den sortere mange forskellige færte fra hinanden.
Nogle af færtene er spændende og interessante for hunden, hvorfor det er vigtigt at hunden i en tidlig alder stifter bekendtskab med alle disse færte i skoven og endnu vigtigere, at hunden erfarer at disse spændende færte ikke fører frem til målet (enden af sporet).
Når hunden får knækket koden og begynder at forstå, at det færtbillede den starter op på, skal den følge indtil den kommer til enden af sporet, bliver det en bedre sporhund.
Andre færte (færtbilleder) hunden støder på i skoven, skal hunden være bekendt med og tidligere have erfaret, at disse færte ikke vil føre den frem til målet (enden af sporet), hvor den store belønning venter.

Hvordan lærer du hunden at navigere i alle disse færte/færtbilleder?
Det er her at de daglige lufteture i naturen og specielt i skoven, bør være en del af hundens ”uddannelse”, specielt hvis hunden senere skal kunne fungere som en god sporhund eller reg. schweisshund.
Det er vigtigt at man er indstillet på, at en luftetur i skoven skal være på hundens præmisser, hvis lufteturen i skoven skal give nogen mening i.f.m. hundens ”uddannelse”.
Dette betyder at det ikke gælder om at gå en strækning på skovvejene, med hunden i snor, på rekordtid. Lad hunden bestemme tempoet og når hunden stopper op og snuser intens i skovbunden, skal den have lov til at bruge al den tid den behøver til dette. Når hunden er færdig med at undersøge denne fært/færtbillede, går man stille og roligt videre indtil hunden igen stopper op og skal undersøge endnu en fært i skovbunden. 
Hvis hunden snuser til en veksel fra hjortevildtet, som kommer ud til skovvejen og krydser denne, vil hunden også snuse intenst til denne veksel, da den selvfølgelig kan lugte fod fra hjortevildt.
Da det primært er jagthunde vi træner til spor- og schweissarbejdet, er alle færte af fod fra hjortevildt meget interessante for vores hunde. Frisk fod af hjortevildt aktiverer hundens nedarvede anlæg og hvis hunden, under en sporudredning, finder den friske fod af hjortevildt mere interessant end det kunstigt udlagte spor, vil den vælge at gå på enhver afledningsfært den møder på sporet.
Lad derfor hunden få al den tid den vil bruge på at stå og snuse på dette sted med frisk fod (afledningsfært), men lad ikke hunden få succes med at begynde at følge vekslen væk fra skovvejen og ind i skoven. Sig ikke noget til hunden men bliv stående og hold fast i remmen, hvorefter hunden på et tidspunkt vil miste interessen for denne veksel og begynde at søge efter nye spændende færte i kanten af skovvejen.
En luftetur i skoven som beskrevet ovenfor tager ofte betydelig længere tid end man kunne forudsige, hvorfor man skal afsætte rigeligt med tid til disse lufteture i skoven.

Når hunden har lært at følge den fært / det færtbillede vi kunstigt udlægger i.f.m. et sporforløb og samtidig kender til alle de andre spændende færte den kan møde i skoven, er det nemmere for hunden at udrede sporet. Hunden følger nemlig den fært som den med sikkerhed ved fører den frem til målet (enden af sporet). De andre færte hunden møder under sporudredningen, kender hunden allerede, og har gennem de mange lufteture i skoven erfaret, at de ikke fører frem til målet (enden af sporet), hvorfor de ikke distraherer hunden i dens sporarbejde. 
Hvis man tænker et scenarie hvor hunden bliver luftet på den samme græsplæne flere gange hver dag og meget sjældent får mulighed for at stifte bekendtskab til skovens mange forskellige færte, kan man ikke bebrejde hunden at den vil finde de for den ”nye” færte den støder på i skoven spændende, selvom den er ved at udrede et sporforløb.
Resultatet kan blive at hunden under sporarbejdet er mere interesseret i at undersøge alle de spændende færte som pipler op fra skovbunden, hvilket ofte vil gå ud over hundens koncentration om den fært den er startet op på og være ødelæggende for sporarbejdet.

Kom derfor ud i skoven og giv hunden god tid til at undersøge de spændende færte og færtbilleder som hunden uden tvivl også vil møde under en sporudredning.

Jeg er heldigere end mange andre, i.f.m. luftning i skoven, da jeg bor 900 meter inde i en skov, hvorfor alle mine schweisshunde fra hvalpestadiet dagligt er blevet luftet i snor i skoven.
Derudover arbejder jeg i skoven, hvor jeg er så privilligeret at kunne have mine hunde med på arbejde hver dag.
Da alle andre ikke bor som jeg, eller arbejder i skoven, vil jeg råde alle til at tage hunden med på en luftetur i skoven så ofte som muligt.
Jeg vil endda gå så lang at jeg vil råde alle som skal starte op på sporarbejde med en hvalp, at gå mindst én luftetur i skoven pr. dag i det første halve år af hundens levetid.
Hvis man vil tilbyde hunden de ultimative lufteture i.f.m. færtindtryk fra daglige lufteture i snor i skoven, skal man ikke kun gå den samme rute rundt i den samme skov hver dag, men veksle mellem ruter og gerne kunne veksle mellem forskellige skove.