Skip to main content

At hunden er motiveret for at udrede et sporforløb er et must.
Hvis hunden, når den starter op på et sporforløb, er overbevist om at der for enden af sporet venter hunden en FEST, er hunden topmotiveret for at komme ud til enden af sporet.
Denne FEST kan udgøre flere ting / hændelser.
Madglade hunde motiveres stærkt når de ved at der for enden af sporet ligger lækkert mad til den. Andre hunde er utroligt glade når de finder en frisk klov for enden af sporet som de kan bære tilbage til bilen, mens nogle hunde motiveres af at ruske og bide i et skind, som hunden først skal jagte og fange. 
Det med at jagte og fange et skind tænder hundens byttedrift, hvilket de fleste jagthunde synes er en fest.

Hvad din hund opfatter som det mest motiverende for at udrede et spor, er noget du som hundejer skal finde ud af, gennem at afprøve flere ting.

Mens hunden er hvalp/unghund har jeg haft gode resultater med at bruge maden for enden af sporet.
Når hunden bliver lidt ældre og dens drifter begynder at vågne, benytter jeg mig af hundens naturlige nedarvede byttedrift, da byttedriften ofte er meget stærk og dominerende hos de fleste jagthunde.

Inden jeg lægger denne "Bytte-fange-leg" med skindet for enden af sporet, træner jeg "Bytte-fange-leg" som en seperat øvelse, så jeg ved at hunden elsker denne leg.

Da jeg træner mine hunde med henblik på at blive registrerede schweisshunde, betyder dette også at de skal kunne løbe et anskudt stykke råvildt op og turde bide sig fast i det og stoppe dyrets flugt, når hunden kommer tæt nok på dyret.

I den på videoen viste "Bytte-fange-leg", lærer jeg hunden at jagte og præcisere sit afsæt/spring, så den sikkert kan afslutte en hetz efter et flygtende stykke råvildt. 

Fordi hunden behersker denne "Bytte-fange-leg", er dette ikke ensbetydende med, at den vil bide sig fast i et anskudt flygtende stykke råvildt, da dette også kræver mod, selvstændighed og en nedarvet vildtskarphed.
Hundens vildtskarphed kan ikke trænes da vildtskarpheden er en nedarvet egenskab som ikke kan trænes ind i en hund, som ikke besidder den nødvendige vildtskarphed.