Hunden - Nytårsaften - fyrværkeri.
Mange hunde bryder sig ikke om de høje brag/lyde fra fyrværkeri, som traditionen tro kendetegner nytårsaften.
Selv jagthunde, hvoraf de fleste som bliver brugt til jagt og derved er vant til høje lyde fra skud, kan blive mere eller mindre utrygge når de hører fyrværkeri. Det er ikke bare de høje lyde, men også de kraftige lysglimt på himlen som kan stresse hundene.
Selvom det kun er tilladt at affyre fyrværkeri fra den 31. december til og med den 1. januar, kan det for nogle hunde blive et par rædselsfulde dage.
Heldigvis kan du som hundeejer lave flere tiltag, der kan hjælpe hunden gennem en nytårsaften, uden at hunden bliver skræmt fra vid og sans.
Hvis man er i god tid, kan man i månederne op til nytårsaften langsomt vænne hunden til høje lyde. Man starter i det små og øger langsomt lydintensiteten og hver gang den ønskede lyd frembringes, roses og belønnes hunden med lækre godbidder (positiv forstærkning).
Flere opdrættere træner høje lyde allerede fra hvalpene er helt små, altså før de bliver 8 uger gamle.
Jeg besøgte en gang en opdrætter som havde 7,5 ugers hvalpe. Da hvalpene snusede rundt ude på græsplænen og de skulle have ét af deres daglige måltider, tog hun to store grydelåg, bankede dem hårdt sammen, så der kom meget høje lyde. Alle hvalpene stormede med det samme mod hende og de høje lyde, da de havde erfaret at disse høje lyde betød MAD.
Opdrætteren var selvfølgelig startet med at præge hvalpene med lyde, som var betydelig mindre larmende, end den lyd to store grydelåg kunne frembringe.
Hvis man ikke har forberedt hunden på de høje lyde tidligere, er der stadig flere ting man kan gøre for at hjælpe den lydfølsomme hund gennem en nytårsaften.
Motion og mental aktivering
En træt hund er ofte mere rolig om aftenen, hvorfor nogle lange gåture i løbet af dagen, eller anden fysisk og/eller mentalt udfordring, ofte vil gøre hunden mere rolig, når fyrværkeriet for alvor går i gang i timerne op til midnat den 31. december.
Det er oplagt at man selvfølgelig skal lufte hunden tidligt på aftenen, inden alle skal affyre fyrværkeri – og dette skal altid gøres i snor.
Det er før sket at en hund som luftes uden line, er blevet så bange for et kanonslag eller anden høj lyd, at den er stukket af fra ejeren i angst. Dette kan kun undgås, hvis hunden luftes i snor.
I hjemmet
Hold alle vinduer og døre lukkede og træk gardinerne for vinduerne, så hunden har sværere ved at høre larmen udenfor og er afskåret fra et se raketter eksplodere i et stort lysglimt på nattehimlen.
Sørg for at der i hjemmet er baggrundsstøj, ved at have fjernsynet, radioen og andre lydkilder tændte, så de lyde som hunden kender til (fjernsyn, radio og musik) kan overdøve fyrværkeriet udenfor.
I ugerne op til nytårsaften er det en god ide at evt. flytte hundens hundekurv tættere på fjernsynet, så lydene fra det tændte fjernsyn er tæt på hunden. Hvis man som hundeejer kan sidde tæt på hund og fjernsyn, giver denne kombination hunden et trygt sted at være.
Lad endelig hunden få tyggeben eller kødben om aftenen, så den kan bruge tid på at tygge i dette (gerne mens andre affyrer fyrværkeri udenfor).
Hvis hunden kan høre de høje brag fra nytårsfyrværkeri udenfor, må man under ingen omstændigheder skælde hunden ud, hvis den bliver bange for de høje lyde fra fyrværkeri. Hundens angst for de høje lyde, har på ingen måde har noget med ulydighed at gøre.
Man skal heller ikke trøste hunden i et overdrevent ”pylren”, men derimod selv virke upåvirket og udstråle en rolig og tryg tilstedeværelse.
Lad hunden selv vælge om den vil ligge tæt op ad dig/jer, eller om den vil ligge for sig selv i hundekurven, eller et tredje sted hvor den føler sig tryg.
Medicin og andre tiltag
Rådfør dig evt. hos din dyrlæge, om man kan få noget beroligende til hunden nytårsaften, så den kan slappe mere af.
Jeg ved ikke, hvor meget det virker, men nogle anbefaler at bruge tyngdetæpper til hunden med fyrværkeriangst. Brug af disse tyngdetæpper kræver tilvænning, så det er bare ikke dette man køber dagen før nytårsaften.
Thundershirt, en beroligende vest anbefales af andre. Jeg må indrømme at jeg ingen erfaring har med disse veste – som også kræver tilvænning.
Derudover findes der flere kosttilskud til hunde, hvor der i varedeklarationerne står, at disse har en beroligende effekt og er godt til at dæmpe en generel angst og uro. Når det er sagt, skal man være opmærksom på, at man ikke skal regne med at ét af de på markedet mange forskellige kosttilskud, kan hjælpe hunde som er meget bange for fyrværkeri.
Det bedste du kan gøre for hunden nytårsaften
Det bedste du kan gøre for din hund, hvis den er bange for nytårsfyrværkeri er, hvis hunden ikke registrerer fyrværkeriet, hvilket betyder at hunden via forskellige tiltag ikke hører eller ser at der affyres fyrværkeri.
Det kan betyde, at du/I og hunden måske skal vælge at opholde jer et sted nytårsaften, hvor der IKKE bliver affyret nytårsfyrværkeri. Dette er nærmest umuligt, hvis man bor i en større eller mindre by, hvorfor den sidste mulighed kan være at leje et sommerhus eller andet, som ligger langt væk fra Alfa vej, hvor man er sikker på at der ikke bliver affyreret nytårsfyrværkeri.
Det burde ikke være nødvendigt at sige det, men det er indlysende, at man ikke lader sin hund være alene hjemme nytårsaften. For det første på grund af det meget nytårsfyrværkeri, men bestemt også fordi brandvæsenet nytårsaften har 4 gange så travlt med at slukke brande i huse o. lign. som på en almindelig dag.
Som ansvarlig hundeejer bør man prioritere hundens trivsel og velvære højere end nytårets fyrværkeri.
Godt nytår til dig og din hund