Træn opstart på sporet som et moment.
Hundens opstart på et sporforløb kan og bør varieres fra spor til spor og det bør altid være udlagt på en måde, så hunden hver gang selv skal opsøge og finde hvor sporet starter.
Allerede fra hvalpestadiet bør man lære hunden, at den selv skal finde sporstart.
De første gange sætter man hunden igang med at søge efter det kunstigt udlagte anskudssted et par meter fra hvor sporet starter. Gradvis og i takt med hundens forståelse for øvelsen øges afstanden, så hunden skal afsøge et større område før den finder anskudsstedet.
Til en Kvalifikationstest eller Egnethedsprøve i Schweissregistret, bruges én klov og én benstump monteret bag på færtskoene. Både klov og benstump skal have kontakt med jordbunden.
Sporet kan starte ved at sporlæggeren har krydset et åbent område, f.eks. en skovvej, sti, afdrift eller vildtager med én færtsko (den færtsko hvor kloven vender nedad).
I overgangen fra det åbne område (f.eks. på den anden side af en skovvej) laves et anskudssted, som markeres med pürschtegn og lidt schweiss, og først her tages den anden færtsko på (den færtsko hvor benpiben vender nedad).
På nedenstående video viser Holger og jeg nogle kursister, hvordan sporet kan starte op ved en Kvalifikationstest eller Egnethedsprøve i Schweissregistret.
Sporet er udlagt på følgende måde:
- Sporlægger går ud til den ene side af et skovvej og tager én færtsko på (den færtsko hvor kloven vender nedad).
- Med denne færtsko på krydser sporlæggeren skovvejen og på den anden side af skovvejen, laves et anskudssted.
I anskudsstedet er udlagt pürschtegn og lidt schweiss og først her tages færtskoen med benstumpen på. - Nu kan sporet udlægges som planlagt.
Jeg anbefaler at man træner i momenter, dvs. at når jeg træner "opstart - find andskudsstedet", laver jeg 3-5 steder i skoven et sporforløb hvor momentet er "opstart - find anskudsstedet".
For ikke at trætte hunden og for at få gennemtrænet momentet "opstart - find andskudsstedet", gør jeg selve sporforløbet efter anskudsstederne rimelig korte (50-75 meter).
Husk at der ved enden af hvert spor skal ligge noget som hunden værdsætter højt (mad, skind eller lign.).