Da vi lige har haft nogle dage med snevejr, er jeg blevet stillet spørgsmålet, "Er det en god ide at udlægge og udrede spor (færtskospor) med hunden, når der ligger sne på skovbunden?".
Som udgangspunkt er svaret ja, da vi skal bestræbe os på at gå spor med vores hunde under alle tænkelige vejrforhold, og jo mere ekstremt vejret er, desto bedre.
Men sporarbejde udlagt på en snefyldt skovbund bør ikke praktiseres for ofte og slet ikke, hvis man kan se at hunden bruger synet til at følge det visuelt tydeligt udlagte spor. Sagt på en anden måde så skal man have meget fokus på om hunden bruger snuden eller øjnene når den udreder sporforløbet.
Ved at udlægge og udrede færtskospor i sneen er der flere fordele, men bestemt også én stor ulempe som man skal have fokus på.
FORDELE:
- Vi kan med 100% sikkerhed se hvor sporet/færten ligger i skovbunden.
- Vi kan med 100% sikkerhed se om hunden følger sporet slavisk.
- Vi kan med 100% sikkerhed se hvor afledningsfært krydser det udlagte spor.
- Ved at have udredt færtskospor i snevejr, og konstateret at det ingen hindring er for hunden, er man også meget mere rolig hvis man en dag stiller til en schweissprøve hvor det sner eller har sneet.
ULEMPER:
Den største fare og ulempe ved at gå et færtskospor, hvor man tydeligt kan se hvor man har gået i sneen, er hvis hunden slår over på at bruge synet i stedet for lugtesansen for at følge sporet.
Hvis man kan se at hunden går sporet med lidt løftet hoved og bruger øjnene til at orientere sig om hvor sporet (aftryk i sneen) ligger, er det ikke sådanne spor man skal praktisere i fremtiden.
Vedr. færtforhold har hunden ingen problemer med at gå spor som er lagt i snevejr.