Tirsdagsholdet som kører i de ulige uger hver 14. dag, havde en god spor- og træningsaften i skoven. Dette hold er sammensat af tidligere kursister, og da kursisterne ihærdigt havde fortsat spor- og schweisstræningen siden vi sås sidst, var alle hundene blevet meget mere stabile på sporet.
Nogle af hundene (og hundeførerne) har jeg haft på temadage og sporhold fra hundene var hvalpe, og jeg nyder at se og følge udviklingen hos disse hunde og deres førere.
På dette spor- og træningshold blev det også bekræftet, at selvom man holder en kortere eller længere pause i spor- og schweisstræningen, glemmer hundene ikke det de tidligere har lært.
Ofte er hundene efter en kortere eller længere spor- og træningspause endnu mere motiveret for at gå spor igen, end hvis man havde trænet regelmæssigt.
For dem som ikke er klar over det, så foregår spor- og schweisstræningen hos Schweisstræning.dk på følgende måde. Når vi mødes i skovhytten i skoven, spørger jeg ind til hvordan træningen er gået på de sidste par spor hos hver kursist. Vi finder frem til det modul i træningen som vi skal styrke i dag, og jeg kommer med et forslag til hvor og hvordan kursisten selv udlægger sit spor.
Alle kursisterne sendes ud i skoven og lægge deres egne spor, og efterfølgende samles vi igen ved bålhytten, hvor jeg gennemgår flere moduler man kan lægge ind i sin træning.
Herefter går vi ud og går alle de udlagte spor, ét af gangen, hvor vi alle går med, da man kan lære utroligt meget af at se andre end sin egen hund arbejde.
Kursisterne holder lidt afstand til den arbejdende ekvipage, men jeg går rimelig tæt på hundeføreren for at kunne råde og vejlede under selve sporudredningen.
Efter hvert spor gennemgår jeg/vi hvordan det aktuelle spor er gået og kommer med anvisninger til hjemmetræningen på netop denne hund.
Herefter går vi i gang med det næste sporforløb osv. indtil alle kursisterne har fået gået deres spor med hunden.
Vi skal ikke glemme at det sociale samvær i forbindelse med spor- og schweisstræningen er en vigtig del af hele projektet. Udover vores fælles snak under udredningen af de forskellige kursisters sporforløb, indtager vi aftenen igennem kaffe og småkager (og nogle gange hjemmebag).
Hyggesnak og drøftelser omkring avisernes forsidehistorier bliver ofte vendt, men vigtigst af alt er den erfaringsudveksling som alle deltager i.
Husk i den forbindelse på at der indenfor spor- og schweisshunderabejdet IKKE findes en facitliste.