I skoven og i naturen findes der mange forskellige og for hunden interessante færte. Færte som hunden skal kunne navigere i, hvis den skal kunne lære at følge og fastholde et langt schweissspor.
Hvis hunden kun oplever daglige gåture i villakvarteret og den lokale park eller hundeskov, er dette på ingen måde tilstrækkeligt til at mætte hunden med de tusinder af færte af vildt i skoven/naturen, som hunden kan og vil møde i forbindelse med udredelse af et schweissspor.
Jo flere færte hunden får kendskab til, desto bedre muligheder har hunden for at kunne navigere i, og frasortere ikke-interessante færte, når den udreder et udlagt schweissspor.
Færte i skoven og i naturen kan være færte fra alle skovens dyr, og ikke kun fra hjortevildtet som råvildt, dåvildt, sikavildt og kronvildt. Der kan også være færte fra harer, fasaner, agerhøns, grævling, ræv, kat, skovmår, mus, rotter og en masse andre dyr.
Dertil kommer færte/dufte fra de forskellige former for vegetation, og ikke at forglemme færten fra mennesker og deres hunde som jo i statsskove må færdes udenfor anlagte veje og stier.
Når hunden skal lære at gå et spor, er det meget simpelt hvad vi vil have hunden til at gøre. Hunden skal blot fastholde og følge den fært (det færtbillede) den er startet op på, og ignorere andre færte, som krydser eller ligger i eller tæt op af den fært/spor den følger. Selvom det lyder simpelt er det svært at lære hunden at forstå denne øvelse.
Hunden skal selv fravælge andre færte i forbindelse med sporudredningen
Da det er jagthunde vi arbejder med i spor- og schweissarbejdet, er det helt naturligt at færte fra vildtet i skoven/naturen har hundens interesse når den møder dem, ja det ligger dybt i hundens gener.
Når hunden er sat til at udrede et sporforløb, vil hunden med garanti møde en masse færte som vi ikke ønsker den skal følge.
Her er det vores opgave som hundefører, at gøre den fært vi vil have hunden til at følge så interessant, at hunden af egen fri vilje vælger at følge præcis denne fært, og ignorere alle de andre færte den møder på sin vej ud af sporet.
Kunsten består altså i at lære hunden, at den selv og af egen fri vilje skal fravælge de andre færte den møder på vej ud af sporet.
For at en hund selv skal vælge at ignorere de mange andre færte, som ikke er en del af det kunstigt udlagte spor, kræver det to ting:
- For det første skal hunden have mødt den eller disse færte før, undersøgt dem og ikke fået succes ved at følge dem.
- Hunden har gennem sportræningen (mange spor) erfaret, at hvis den følger det færtbillede den sættes på i "anskudsstedet" og følger dette, kommer den frem til enden af sporet og får succes.
For at hunden af egen fri vilje skal fravælge de krydsende færte den møder på vej ud af sporet, kræver det at hunden i andre sammenhæng, f.eks. på daglige gåture i skoven/naturen har mødt og undersøgt disse færte.
Hvis vi tager en tænkt situation:
Man træner kun spor med sin hund i en af Naturstyrelsens mindre skove, hvor der grundet daglige og natlige menneskefærdsel med og uden hunde, ikke findes noget hjortevildt.
Hunden lærer at følge det fært billede vi skaber ved det kunstigt udlagte spor, hvilket vil sige færten fra os (id færten), færten fra vores færtsko med klove fra hjortevildtet samt den biologiske/bakterieologiske fært, som kommer fra de plantedele, vi nedtræder og knuser under vores fodsåler.
Dette totale færtbillede af ovenstående færte har vi lært hunden at følge fra sporstart til sporslut.
Hvis vi så går til en schweissprøve, hvor der står en del hjortevildt på reviret, og der efter dit spor er lagt, og lige inden du skal gå sporet, har vandret 3-5 stykker dåvildt hen over dit sporforløb, vil hunden selvfølgelig reagere på dette.
Hvis din hund under gåturene i skoven/naturen ikke tidligere har mødt og undersøgt færten fra dåvildtet, ville der formentlig ske dette, at din hund denne dag vælger at undersøge denne nye og spændende vildtfært ved at følge den. Herefter er det blot er et spørgsmål om tid, før du hører dommeren råbe - du har tab. Årsagen er den simple at hunden er blevet fristet og selv har valgt at følge den friske fod/fært fra dåvildtet og derfor er gået af sporet.
Hvis hunden aldrig eller kun sjældent bliver luftet i skoven/naturen, hvor den vil møde færte fra alverdens dyr i skoven/naturen, kan man ikke fortænke hunden i at finde en frisk krydsende fod fra hjortevildtet eller andet vildt så interessant, at hunden vælger at slå over på og følge denne spændende fært.
Derfor skal du så ofte som muligt og helst helt fra hvalpestadiet, færdes med din hund i snor i skoven/naturen, så hunden bliver bekendt med alverdens vildtfært, uden at få succes med at følge dem.
Nedenstående skal du ikke gøre, hvis du vil uddanne en dygtig schweisshund til praktiske eftersøgninger
Hvis du bruger hunden til al jagt, hvor den får lov til, og får succes med, at jagte frisk vildt, evt. ved at man lader hunden drive rundt med hjortevildtet under en drivjagt, ja så siger det sig selv hvilken fært hunden vil foretrække at følge i forhold til et kunstigt udlagt spor.
Tror du den driftsstærke jagthund vil vælge den lidt kedelige fært fra det kunstigt udlagte spor? Eller tror du den driftsstærke jagthund vil vælge færten fra f.eks. en ruddel dåvildt som lige har krudset det kunstigt udlagte spor?
Jeg tror du kender svaret.
