Det første slæbespor.

Det normale slæbespor - bestående af hele 4 færtkilder

De fleste starter hvalpen/hunden op på sportræningen ved at lave et slæbespor.
Dette gøres ofte ved at man i rygvind trækker en klov, lunge eller andet indsmurt i lidt schweiss efter sig i en snor.
Med få meters mellemrum, lægger man direkte i sporet kødstykker eller godbidder som hunden sætter pris på, og for enden af sporet sættes madskålen med mad i (skjult/ikke synlig).
Hunden knækker hurtigt koden: Følg fært = godbid, Følg fært = godbid, Følg fært = godbid, osv. 
Hunden lærer hurtigt at følge færten fra start til slut, og godbidderne udfases efter de første par spor.
Hunden har nu lært at gå spor, og sporlængde og alder på sporene øges stille og roligt i et tempo så hunden mentalt kan følge med.

Vær opmærksom på at den fært hunden har lært at følge ved det normale slæbespor, ikke kun er én fært, men en kombination af flere færte som danner et større færtbillede.
Det samlede færtbillede ved det normale slæbespor består derfor ofte af:

1. Kloven, eller den færtkilde (klov eller andet fra vildtet) man slæber efter sig i snoren.
2. Biologisk/bakteriologisk fært, altså den vegetation som man træder i stykker i skovbunden ved hvert et skridt man tager, starter en biologist proces, hvilket kaldes den biologisk/bakteriologisk fært.
3. ID færten, altså den specifikke fært som den enkelte person udskiller.
4. Dynefærten, altså den fært som drysser af os når vi begæger os (dynefærten er den fært som først aftager). 

I forhold til spor- og schweisstræning med henblik på at bestå godkendte schweissprøver i DKK (konkurrence), gør det ikke noget at det samlede færtbillede hunden skal gå på, er en kombination af de 4 nævnte færte. 
Det er nemlig et færtbillede af disse 4 færte, hvor slæbet erstattes af færtsko, som hunden skal lære at følge til diverse schweissprøver i DKK.
På en DKK schweissprøve er der udover en dommer også en stifinder med når sporet lægges. Denne stifinder afsætter også sin ID fært ligesom dommeren, og bidrager derfor med en forøgelse af den biologisk/bakteriologisk fært.  
Dette betyder at det samlede færtbillede som hunden skal gå på, er meget omfangsrigt og derfor meget nemt for hunden at følge.

Det specielle slæbespor - bestående af kun 1 færtkilde

Hundens lugtesans er unik, da den kan udskille meget små koncentrater af en fært, selvom der præcis det samme sted findes mange andre lugte/færte.

Hvis man arbejder målrettet på at lave en schweisshund til praktiske eftersøgninger (i Schweissregistret), vil jeg anbefale at man starte med at lave de første mange slæbespor som det specielle slæbespor.
Ved det specielle slæbespor forsøger man fra det første slæbespor at præge hvalpen/hunden til at følge én fært (vildtfært). Man udelukker bevidst andre færte som ID færten fra mennesker, dynefærten fra mennesker og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært. 

Det er ingen hemmelighed at jo mindre fært en hund skal have til rådighed for at kunne følge et spor, desto bedre sporhund har man på de sværere spor hvor færten står svagt.

Fra hvalpen bliver født og mange måneder frem, er hvalpen meget modtagelig for indlæring af færte, og ved det specielle slæbespor er det meningen at hvalpen skal lære at følge en isoleret fært fra hjortevildtet, som slæbes langs jorden, uden at færtbilledet bliver forstyrret af en ID fært fra mennesket, en dynefært fra mennesket og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært.

Om det er et rådyr-, dåvildt- eller kronvildthjerte, et lungestykke eller en klov fra hjortevildtet man laver slæbet med, er ikke så vigtigt.
Det vigtige er at "færten" står isoleret i skovbunden og ikke suppleres med en ID fært fra mennesket, en dynefært fra mennesket og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært.

For at kunne lave dette specielle slæbespor, kræver det selvfølgelig at man ikke slæber "færten" efter sig, men sørger for at slæbetsporet kommer til at ligge til venstre for hvor man selv går.
Derfor bindes snoren med "slæbet" fast i enden af en ca. to meter lang pind. Denne pind holdes vandret ud til ens venstre side, hvor "færten" sænkes ned på jorden mens man går fremad.
Ved denne fremgangsmåde får du lagt et slæbespor med en isoleret fært fra hjortevildtet 2 meter væk fra dit eget spor. Der hvor du har gået står din ID fært, dynefærten og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært, hvilket jeg ikke ønsker at hvalpen skal interessere sig for eller følge. 

De første spor er kun ca. 10 meter lange, herefter 20-30 meter lange og ret hurtigt er man oppe på ca. 80-100 meter lange slæbespor.

Når man skal gå sporet med hvalpen, er det vigtigt at det er den udlagte fært (fra hjerte, lunge eller klov) som hunden følger, og for at øge interessen for denne fært kan man evt. lægge kødstykker med passende mellemrum i slæbesporet.

Man kan også lægge et eller flere knæk på, så længe man husker altid at knække til højre. Når man kun laver knæk til højre, er man sikker på at hunden, hvis den går ud over knækket, ikke rammer sporlæggerens ID fært, dynefært eller en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært, og derfor får muligheden for at skifte over på denne fært.

Det vigtige ved dette specielle slæbespor, er at færten IKKE suppleres op af en ID fært fra mennesket, en dynefært fra mennesket og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært fra vores tråd i skovbunden.

Først når hvalpen har knækket koden og lært at kun gå på den "vildtfært" man har lagt ud, og ignorerer ID færten, dynefærten og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært, skal man begynde at arbejde med færtskoene.
Når man begynder at bruge færtskoene til sporlægningen, kan man ikke undgå at færten fra klovene suppleres af ID færten, dynefærten og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært.

Filisofien bag denne specielle måde at lægge de første mange slæbespor til hvalpen er, at hvalpen fra dag ét bliver præget på, og lærer at følge færten fra hjerte, lunge eller klov (fra hjortevildtet), og ikke går på et samlet færtbillede som består af et slæb, ID færten, dynefærten og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært.
Man kan på en anden måde sige, at hvalpen lærer at indsnævre færtkilden til at være klovene og ikke er afhængig af det store færtbillede (ID færten, dynefærten og en større mængde af biologisk/bakteriologisk fært) for at kunne følge et spor.

Hvis det lykkes at lære hvalpen denne disciplin, kan enhver regne ud at hvalpen senere vil have meget lettere ved at udrede en tilbagegang med en distraherende stifinderfod, da hvalpen følger færten fra klovene (færtskoene) og ikke andet. 

Når dette er sagt er det vigtigt at få med, at der gennem årene er blevet uddannet fantastiske spor- og schweisshunde, selvom man fra hvalpestadiet er startet med det jeg vil kalde det normale slæbespor.
Husk altid på at der indenfor spor- og schweissarbejde, og iøvrigt indenfor al hundetræning - IKKE findes en facitliste.