Schweissudstyr

Hvalpe tåler som hovedregel ikke at man ”roser” dem for meget på sporet, da dette ofte fjerner hvalpens fokus og koncentration fra sporarbejdet, ligesom “skæld ud” på hvalpesporet er bandlyst.

Jeg vælger derfor ikke at sige noget til hvalpen, så længe hvalpen arbejder koncentreret på at udrede et sporforløb. Når hvalpen er blevet lidt ældre, og har fattet, hvad det hele drejer sig om, dvs. at hvalpen er motiveret og arbejder målrettet på at udrede et sporforløb, begynder jeg så småt at rose hunden behersket, når hunden gør noget rigtigt.

Et eksempel kunne være, at hunden måske er flere meter væk fra sporet, og arbejder ihærdigt på at finde sporet igen. På et tidspunkt krydser hunden ind over sporet, og tager det omgående op. Her roser jeg promte hunden med et behersket ”Ja, det var godt”.

Når hvalpene er blevet ældre, kommunikerer jeg meget med mine schweisshunde, når vi sammen skal udrede et sporforløb. Det gør jeg, fordi jeg i optræningsfasen, har lært hunden, at den får ”ros” når den gør noget godt på sporet, hvor den kunne have valgt en anden løsning.

Derved bliver det også meget nemmere for hunden at forstå, når jeg behersket siger ”NEJ” til den på sporet, når den evt. vælger at skifte fra den udlagte fært, over på en afledningsfært.

Sker dette husker jeg selvfølgelig omgående at ”rose” hunden, når den tager den udlagte fært op. Dvs. at jeg under udredningen af et spor (jeg selv har lagt), kan kommunikere med hunden undervejs, hvilket jeg er overbevist om, øger samarbejdet mellem hund og fører.

Når jeg begynder at træne sporlydighed, går jeg bevidst ind og lægger en frisk afledningsfært ind over overnatningssporet (umiddelbart inden sporet skal gås). Årsagen til, at jeg fremprovokerer en ”fejl”, er at jeg gerne vil kunne reagere og ”irettesætte” hunden i det øjeblik, den skifter over på den fristende udlagte afledningsfært. Jeg straffer på ingen måde hunden, men irettesætter den, for at fremhæve vigtigheden af at holde den fært, hunden er i gang med at udrede.

En irettesættelse på sporet er en rolig og behersket indgriben i hundens arbejde, når den gør noget, vi ikke vil have den til, og må aldrig kunne forveksles med en decideret straf.

For at en irettesættelse skal kunne forstås og efterleves af hunden, kræver det, at hunden er lydig i dagligdagen, og derved har den fornødne respekt for dig som flokfører. Det betyder selvfølgelig også, at grundlydigheden skal være gennemarbejdet, før jeg begynder at forlange, at hunden skal rette sig efter en irettesættelse på sporet. For dem, som ikke er klar over det, er respekt ikke det samme som, at hunden er bange for dig.

Hvis hunden ikke er lydig i dagligdagen, er det næsten umuligt at irettesætte hunden på et træningsspor. Hunden ser absolut ingen ide i at efterkomme, hvad du vil have den til at gøre under sporarbejdet, hvis den ikke har respekt for dig som flokfører.

Hvis hunden er fuldstændig ligeglad med, hvad du mener og siger, kan du være sikker på, at hunden vil slå over på en afledningsfært, hvis hunden synes, det i den givne situation er mere spændende.

Lydigheden skal aldrig trænes i forbindelse med sporarbejdet men som separate øvelser, og jo større jagtlyst (eller andre drifter) en hund har, desto vigtigere er det, at den er lydig. Det er vigtigt at du bruger den nødvendige tid på denne lydighedstræning, da du ellers vil løbe ind i store problemer senere i hundens uddannelse.

Hunden skal ikke opdrages som en cirkushund, men til hver en tid forstå og efterkomme kommandoer som sit og dæk, og skal selvfølgelig komme, når du kalder på den.