Schweissudstyr

Fysisk afstraffelse af hunde i forbindelse med træning eller i den daglige omgang med hunde, er man heldigvis vokset fra, da dette blot gør hunden frustreret og skader førerforholdet.

Nogle er fortalere for, at man skal træne hunde ved at belønne ønsket adfærd og ignorere uønsket adfærd. 
Jeg er fuldstændig enig i at man skal belønne ønsket adfærd, men ikke helt enig i at man blot se til og  ignorere uønsket adfærd.
Årsagen er den simple, at når man arbejder med meget driftsstærke hunde (læs jagthunde), bliver man nødt til nogle gange at "irettesætte" hunden, hvilket på ingen måde skal tolkes som afstraffelse eller noget der minder om det.
Hvis hundens ædelyst er så stor, at den hver gang man tager en frisklavet culottesteg ud af ovnen, straks hopper op på køkkenbordet og tager denne culottesteg i sin besiddelse, hjælper det ikke noget hvis man blot ignorerer denne uønskede adfærd. Hunden vil først stoppe denne uønskede adfærd, når den ikke kan æde mere. 
Man kan selvfølgelig lade være med at lave mad i huset. Man kan også sikre sig at hunden ikke kan komme i køkkenet. Jeg er nu mere tilhænger af, at hunden lærer at den ikke må stjæle mad fra køkkenbordet eller andre steder i huset, medmindre det ligger i den madskål.
For at lære hunden dette lærer jeg hunden betydningen af en Nej-kommando, som blot betyder: 
 
 
Denne Nej-kommandoen er i min optik en af de vigtigste kommandoer, når man træner hunde, forudsat at man evner at kombinere Nej-kommandoen med efterfølgende ROS (Ja, det var godt), så hunden forstår betydningen af en Nej-kommando.

Jeg lærer mine hunde Nej-kommandoen fra de er helt unge, og bruger den i dagligdagen, ligesom jeg ved hver en lejlighed, er klar til at rose hvalpen, når den gør noget godt / rigtigt (ønsket adfærd).

Det er vigtigt, at man først implementerer Nej-kommandoen i sportræningen, når man er 100% sikker på, at hunden forstår betydningen af denne kommando. Dette sikres ved, at hunden i mange andre sammenhænge, tydeligt har tilkendegivet forståelsen af Nej-kommandoen.

For at en kommunikation skal have en effekt, kræver det at hunden forstår betydningen af Nej-kommandoen, og den efterfølgende ROS, som hunden får, når den er stoppet med en handling, vi ikke ville have den til at udføre. Lad os tage et eksempel:
Du vil ikke have hvalpen op i sofaen, men alligevel prøver den gang på gang at komme op i den. En lille hvalp forstår ikke, hvad det betyder, når du siger nej til den de første mange gange, hvorfor du i starten må tage forsigtigt fat i hvalpen, og derved forhindre den i at komme op i sofaen, mens du giver en Nej-kommando.
Hvalpen lærer hurtigt, at du ikke vil have den op i sofaen, men fræk, som en hvalp nu engang skal være, forsøger den gang på gang.

Efter nogle dage træder du lidt væk fra hunden, mens den er på vej hen og vil op i sofaen. Umiddelbart inden hvalpen tager tilløb til at springe eller kravle op i sofaen, udtaler du uden at råbe, et klart og tydeligt langstrakt Neeej... til hvalpen. Hvalpen stopper op, kigger på dig, og når den gør det, roser du den og kalder roligt på den, hvorefter den kommer glad hen til dig, hvor den igen roses.  Et simpelt eksempel på at du med en Nej-kommando stopper hvalpen i at udføre en handling, du ikke vil have den gør, samtidig med at du giver den en anden handling, som den udfører til perfektion, hvorfor hvalpen roses.

Hvalpen adlyder Nej-kommandoen, og i forbindelse med en anden besked (du kalder på hvalpen), får du mulighed for inddirekte at rose hvalpen for at adlyde din Nej-kommando.

Da du i hvalpestadiet i forbindelse med sporarbejdet, kun motiverer og motiverer, er der ikke brug for Nej-kommandoen før meget længere henne i uddannelsen af spor- eller schweisshunden.