Schweissudstyr

Når et dyr anskydes eller påkøres, frigives øjeblikkeligt stresshormoner (adrenalin og kortisol), som gør, at dyret både fysisk og psykisk fungerer/agerer anderledes, end når det ikke er stresset. Man kan sige lige som ved andre hormonelle påvirkninger, at dyret kommer i en anden ”tilstand”. Dyret forbliver i denne tilstand, indtil stresshormonerne er ude af kroppen igen.

Det kan tage fra minutter til flere timer for dyret at komme ud af denne stresstilstand afhængig af, hvordan eller hvor meget dyret stresser.

Når vi mennesker pludselig bliver forskrækket eller bange, frigiver kroppen stresshormonet adrenalin. Dette kan f.eks. mærkes ved hjertebanken, sved i håndfladerne, sommerfugle i maven, tissetrang, spændte muskler, ændret åndedræt, tankerne bliver mere fokuserede, ligesom vi også ”lugter” anderledes.

Når klovvildt bliver anskudt eller påkørt, udskiller dyrene også en anden lugt, som lugter anderledes end hos et dyr, som ikke er stresset. Denne lugt som vi omtaler i forbindelse med eftersøgningsarbejdet kaldes ”angstfærten”. Denne ”angstfært” afgiver og afsætter dyrene i skovbunden under en flugt via de kirtler, som der sidder én af ved hver klov.

En kombination af angstfærtens tilstedeværelse sammenholdt med den eftersøgningserfaring schweisshunden er i besiddelse af bevirker, at den reg. schweisshund nemt kan adskille angstfærten fra andre færte. Derfor er det en kendsgerning, at når anskudt då- eller kronvildt efter at have fulgt rudlen over en længere strækning bliver så svækket, at det drejer fra rudlen for at sætte (gemme) sig, følger den erfarne reg. schweisshund efter dette dyr. Eftersøgning af hjortevildt i områder hvor der netop står meget af dette vildt, kan være som ”gift” for en ung og uerfaren reg. schweisshund. Mange færte, som blandes sammen på kryds og tværs, er ikke en opgave, man kan forlange, at en ung uerfaren reg. schweisshund skal kunne løse.

Efter 1-2 år i registret og i omegnen af ca. hundrede positive eftersøgninger vil den tidligere unge og uerfarne reg. schweisshund, bedre kunne løse opgaver af denne kaliber, selvom succesraten på ingen måde bliver lige så høj, som hos den mere erfarne reg. schweisshund.

Ved kontroleftersøgninger, altså eftersøgninger hvor jægeren ikke selv mener, han/hun har ramt dyret, men for en sikkerheds skyld rekvirerer en reg. schweisshund for at få be- eller afkræftet dette, har jeg gjort mig nogle erfaringer. Der er i nævnte situation tale om en kontroleftersøgning, hvor dyret ikke er ramt, men efter skudafgivelsen er løbet videre. Selvom den unge og uerfarne reg. schweisshund intet finder på anskudsstedet, vil den gerne følge sporet over en længere strækning, uden at vi kommer i nærheden af dyret.

Den mere rutinerede reg. schweisshund, starter også op på at følge sporet, selvom dyret ikke er anskudt, men efter ca. 30-50 meter, vil denne mere rutinerede reg. schweisshund, tydeligt indikere, at dyret ikke er ramt, ved at slå af sporet og søge på må og få.

Hvis det er den meget erfarne reg. schweisshund,som kommer ud til dette kontrolsøg, hvor dyretikke er ramt, vil hunden undersøge og findestedet, hvor dyret satte af da der blev skudt til det. Den vi følge sporet nogle få meter, hvorefter den vil slå af, kigge op på hundeføreren for ligesom at sige til ham/hende ”hva’ så makker - skal vi komme videre til næste eftersøgning, for dette dyr er ikke ramt”.

En af mine tidligere reg. schweisshunde, en sort labrador ved navn Rex, havde på sine gamle dage, hvor han var særdeles erfaren, sin helt egen måde at vise mig, at dyret ikke var ramt. Han snusede intenst og undersøgte det sted, hvor dyret havde sat af, da der blev skudt mod det. Det kunne han godt bruge 1-2 minutter på. Da Rex var færdig med at undersøge, hvor dyret havde sat af, kiggede han op på mig, hvorefter han gik hen til nærmeste sten, busk eller træ, og lettede ben..!

Mange jægere har helt sikkert tænkt, hold da op en dårlig reg. schweisshund, den kan ikke gå en meter spor. Hvis jeg prøvede at sætte ham i gang med at gå, om ikke andet så på den fod dyret havde afsat, stillede han sig op, og gloede fornærmet på mig.

Selvom jeg allerede nu vidste, at dyret ikke var ramt, blev jeg nødt til at foretage mig noget an det. Derfor satte jeg Rex tilbage i bilen, og ud tog jeg en yngre og betydelig mindre erfaren reg. schweisshund. Denne hund ville hellere end gerne gå spor, bare der var noget fod at gå på. Den unge uerfarne reg. schweisshund startede op, og med ”tju hej vilde dyr” trak unghunden mig flere hundrede meter på foden af det dyr, som ikke var ramt. Jeg stoppede hunden og vendte tilbage til rekvirenten, hvor jeg meddelte at dyret ikke var ramt, men det var super godt, at han havde ringet, så vi var 100% sikker i vurderingen af et forbiskud.

Mere end én gang har jeg fået en afsluttende bemærkning med om, ”det var godt du havde den unge hund med, for den gamle hund virkede da vist ikke helt efter hensigten”. Nå nej, men han er også gammel, svarede jeg, men jægerne skulle bare vide.

Når et dyr bliver forskrækket/bange/stresset, hvilket sker, når et dyr pludselig oplever et larmende skud i skovens dybe stille ro, mens dyret stod helt afslappede og essede, vil det altid flygte. I det moment dyret bliver forskrækket/bange, stresses dyret og kirtlerne ved dyrets klove vil omgående udskille og afsætte stresshormoner (adrenalin og kortisol) også kaldet angstfært. Derfor er det på ingen måde unormalt at en reg. schweisshund starter op på at følge foden på det dyr (som ikke er ramt), da det jo netop har afsat angstfært. Men efter kort tid stopper dyret med at udskille/afsætte denne angstfært, men afsætter selvfølgelig fortsat den almindelige individuelle fært i dyrets videre flugt. Afhængig af den reg. schweisshunds eftersøgningserfaring, vil dette afspejle sig i, hvor langt hunden vil følge sporet. Den erfarne reg. schweisshund stopper hurtigt med at gå på foden af dette dyr, mens den unge og uerfarne reg. schweisshund endnu ikke er blevet helt fortrolig med at skelne forskellen og intensiteten mellem angstfært og den individuelle fært, et dyr altid vil afsætte. Derfor fortsætter den uerfarne hund på foden af dyret, selvom færtbilledet er skiftet fra angstfært til den alm. individuelle fært.

Jeg kan nævne et andet eksempel, hvor jeg tror at angstfærten eller mangel på samme, forhindrede at eftersøgningen endte som en positiv eftersøgning. Jeg havde på daværende tidspunkt kun været i Schweiss-registret 4-5 år, og bliver tilkaldt til en trafikeftersøgning sent om aftenen/natten.
Rekvirenten holder og venter ude på stedet, hvor han har påkørt et dyr. Rekvirenten mener, det er et dådyr han har påkørt, og har set dyret løbe ud over marken og forsvinde i mørket. Jeg kører til stedet og kan med min skarpe håndlygte se øjnene fra et dyr, som sidder flere hundrede meter ude på marken i et skel tæt på en skov. Grundet den trafikerede vej og mørket venter jeg med at gå i gang med eftersøgningen, til det bliver lyst, da jeg ikke vil slippe min hund til en evt. hetz så tæt på en vej, ligesom jeg vil have svært ved at skyde mod dyret med min riffel grundet mørket og det flade terræn.

Om morgenen tager jeg en schweisskollega med, som sættes af inde i skoven, hvis dyret skulle rejse sig og løbe ind i skoven. Her ville schweisskollegaen kunne afgive et sikkert skud mod dyret, hvis det kom forbi ham. Da jeg starter eftersøgningen op, kan jeg se, at dyret ikke umiddelbart sidder med hovedet oppe, det sted hvor jeg kunne se øjnene aftenen før. Jeg håber på at det er forendt, eller blot har flyttet sig om på den anden side af skellet.

Fra vejen, hvor dyret blev påkørt, starter jeg min reg. schweisshund op på at spore dyret. Inden dette har jeg sikret, at alle formaliteter er udført som opkald til politi m.m. Hunden sporer uden problemer ud over marken, og efter et par hundrede meter kommer jeg og hund frem til sårlejet, altså det sted, hvor jeg om aftenen fra vejen havde set dyret sidde. Der ligger intet schweiss i sårlejet, så der er umiddelbart ikke hul på dyret, som sagtens alligevel kan have nogle alvorlige indre blødninger. Jeg sætter hunden af og ringer til kollegaen i skoven og hører, om han har set noget, hvilket han ikke har.

Kollegaen kommer ud til mig, og jeg forsøger at sætte min erfarne reg. schweisshund på sporet igen, men han søger og søger, og bliver ved med at vende tilbage til sårlejet, for at tage foden op, men kan ikke komme videre.

Jeg ligner et stort spørgsmålstegn, da hunden uden problemer lige har fulgt foden af det påkørte dyr ud til sårlejet, hvor dyret jo har rejst sig og er fortsat i en eller anden retning. Alt andet lige må den fært, som fortsætter fra sårlejet have ligget i kortere tid, end den fært vi fulgte ud til sårlejet. Dyret kan jo ikke forsvinde ud i den blå luft, men det var de tegn, jeg kunne læse ud af min erfarne reg. schweisshunds forsøg på at finde sporet fra sårlejet og videre.

En anden reg. schweisshund, også en meget erfaren hund blev prøvet, og for at få en helhed i sporforløbet, startede den også op, præcis det sted ved vejen hvor dyret var blevet påkørt. Ingen problemer med sporet ud til sårlejet 200 meter ude på marken. Men herefter kom den heller ikke længere, og selvom den også ihærdigt forsøgte at skille de forskellige færtbilleder fra hinanden, vendte den hele tiden tilbage til sårlejet.
det var som om at det påkørte dyr var blevet hentet af en helikopter.
Vi undersøgte de nærmeste hegn og remisser, men måtte til sidst kapitulere.

Vi stoppede eftersøgningen, og kørte hjem meget frustreret over, hvad der var sket. Jeg var i mange år uforstående over, hvorfor to erfarne reg. schweisshunde, ingen problemer havde med at følge sporet fra vejen og ud til sårlejet, men derfra ikke kunne komme videre.

Først flere år efter, og efter erfaringsudveksling med mere erfarne schweiss-kollegaer, mener jeg at have opklaret ”mysteriet”.

Da dyret bliver påkørt, bliver det stresset, og afsætter angstfært fra hver klov, mens det flygter ud over marken. Herefter sætter dyret sig 200 meter ude på marken. Dyret har formentligt siddet i dette sårleje, indtil det blev lyst, hvor det har rejst sig, og søgt mod et sted, hvor der var mere dække og mere sikkert at være. Fra dyret sætter sig i sårlejet på marken om aftenen, og indtil dyret ved solopgang rejser sig, er dyrets stressniveau faldet fra at være meget højt, til ingenting. Dette forklarer, hvorfor hundene nemt kunne følge færten (angstfærten) fra landevejen hvor dyret var blevet påkørt, og ud til sårlejet 200 meter væk.

Når dyret, mange timer efter det var blevet påkørt (formentlig omkring solopgang), rejser sig og går videre, afsætter dyret ikke angstfært mere, men derimod en alm. individuel fært. Denne alm. individuelle fært passer på ingen måde ind i det færtbillede, som hundene havde låst sig fast på, fra vejen og ud til sårlejet.

Sporet fra sårlejet og videre, var blevet ændret til et andet færtbillede, og da de erfarne reg. schweisshunde, var meget sporlydige, slog de af gode grunde ikke over på den anden fært, som dyret havde afsat, da det forlod sårlejet.

Det er ikke muligt, men hvis jeg på nogen måde kunne lave denne eftersøgning om, havde det været spændende at se, om en ung uerfaren reg. schweisshund, ville have taget sporet op, umiddelbart efter sårlejet, og måske ført os videre frem til dyret. Vi får det aldrig afklaret, men det er sikkert at vi lærer noget fra hver eftersøgning.