Schweissudstyr
Vindforhold og underlag
De første spor du lægger for din hund skal altid lægges i medvind, dvs. du har vinden i ryggen. Vinden kan have stor indflydelse på sværhedsgraden af et sporforløb, og generelt kan man sige, at jo hårdere vind under en sporudredning, desto sværere er det for hunden at udrede sporet.
Udover vinden, luftfugtigheden, jord- og lufttemperaturen, har underlaget som sporet udlægges på en afgørende betydning for, om færten / foden er nem eller svær for hunden at følge.
Den biologiske/bakteriologiske fært, som opstår grundet de plantedele, vi knuser under vores fodsåler i skovbunden, er forskellig i styrke afhængig af mængden af underlagets (jordens) plantedele.
- I en åben bøgeskov med en god og tæt vegetation i skovbunden, står den biologisk/bakteriologiske fært stærkt.
- På en mark i oktober/november måned med vintersæd (kornarter som sås i efteråret og høstes den kommende sommer), står den biologiske/ bakteriologisk fært svagere end i den åbne og frodige bøgeskov.
- På en pløjemark (ren jord uden plantedele), står den biologiske/bakteriologiske fært svagest.
Vi er tilbøjelige til at opstarte og lægge vores spor i skoven, hvilket der ikke er noget galt i, da mange dyr bliver afskudt (og derved også anskudt) i skoven. Men der bliver skudt til mindst lige så mange dyr, mens de står på marken udenfor skoven. Det er derfor vigtigt, at du også træner din hund i at finde et anskudssted andre steder end i den frodige skovbund.
Hvis du kun har trænet din hund til at opsøge et anskudssted i forbindelse med skoven, risikerer du, at hunden, når den sættes til at opsøge et anskudssted 100 meter ude på en stubmark, ikke forstår, hvad du forlanger af den, og blot går rundt med hovedet højt og primært bruger sine øjne.
Afsnit i dette kapitel
- Hundens lugtesans
- Lidt fakta om hundens lugtesans
- Færtforhold
- Vindforhold og underlag
- Hvad er angstfgært
- Den individuelle fært
- Kønsmodnings-perioderne
- Sportræning i den svære kønsmodningsperiode
- Tryk på den rigtige knap
- Konflikter
- Schweiss eller ikke schweiss
- Klove
- Ståtid (alder på sporet)
- Længden på sporet
- Når sporet er for svært
- Kommunikation på sporet
- Nej-kommandoen
- Ros på sporet
- Kombination af ros og ris
- Fra sporhund til schweisshund