En forprøve som ikke gik som forventet
Holgers deltagelse i den 2 dage lange Vorprüfung (forprøve - VP) i Verien Hirschmann gik langtfra som forventet.
Jeg var overbevist om at Holger var 100% klar, da træningen op til denne VP var gået efter planen. Holger gik sit sidste spor 14 dage før prøven og skulle derfor være både motiveret og ”sporsulten”. Jeg var derfor på intet tidspunkt i ugerne eller dagene op til prøven, i tvivl om at Holger ville bestå prøven og det 1.000 meter lange spor ville være det mindste problem.
Men jeg blev bekræftet i, at uanset hvor godt forberedt man er, kan der ske ting som man ikke kan forudsige og ikke gøre noget ved i situationen.
Lørdag morgen kørte vi fra Danmark kl. 05:00 og var fremme ved mødestedet i Tyskland kl. 13:00.
Efter ankomsten blev Holgers papirer tjekket og straks efter skulle Holger testes i et vildsvinehegn.
Holger blev angrebet af et vildsvin (keiler)
Jeg og Holger blev ført ind i en indhegning med vildsvin, hvor Holger blev sluppet fri. Dette havde Holger prøvet 2 gange før, og hver gang var det gået rigtig godt, dvs. Holger havde gøet/halset af vildsvinene og havde udvist en god sikker afstand til dem, ja han havde tidligere reagerede som man ønskede.
Holger blev som nævnt sluppet løs i vildsvine-indhegningen og han fandt hurtigt en kæmpestor keiler og gik straks i gang med at gø ad denne.
Holger arbejdede rigtig godt med denne keiler og når keileren lavede udfald mod Holger, sprang han hurtigt væk, hvorefter Holger straks efter gik tæt på keileren og genoptog sin gøen/halsen.
Alt så perfekt ud, indtil Holger blev lidt for selvsikker. Holger stod ca. 1,5 meter fra keilerens hoved med siden til og mens han gøede/halsede, drejede Holger hovedet væk fra keileren og havde derfor ikke fokus rettet mod vildsvinet. Dette skulle Holger aldrig have gjort, for i samme sekund lavede keileren et udfald mod Holger. Holger så ikke keileren komme, men mærkede den, da den løb direkte ind i siden på ham med fuld fart og smed ham flere meter væk gennem luften.
Holger fik sig noget af en forskrækkelse, endda så meget at han ikke genoptog sin gøen/halsen af keileren. Jeg fik hurtigt fat i Holger og heldigvis var der ikke hul i Holger, men man kunne tydeligt se hvor vildsvinet havde ramt Holger.
Holger havde arbejdet fint, indtil vildsvinet fik ram på Holger, så derfor bestod Holger testen i vildsvinehegnet. Jeg var lykkelig for at Holger ikke kom til skade og tænkte ikke over at angrebet kunne påvirke Holgers sporarbejde, som han skulle udføre dagen efter.
Efter en nat uden meget søvn grundet nervøsitet og reaktionen oven på vildsvinets angreb på Holger, skulle vi dagen efter starte med et 1.000 meter langt spor i skoven. Der stod rigtig meget vildsvin i denne skov, og endda så meget at man kunne lugte dem.
Det blev også oplyst at sporet var lagt med tørre vildsvineklove og der var ikke brugt schweiss.
Jeg fik anvist hvor ”vildsvinet” havde passeret en skovvej og Holger blev sat i gang med at søge efter flugtretningen. Jeg kunne med det samme mærke på Holger at færten af vildsvin i skovbunden ikke tændte Holger – tværtimod.
Holger fandt med forsigtighed flugtretningen, men jeg kunne tydelig mærke på Holger at lysten til at følge denne vildsvinefod var meget lille. Vigtigheden af at en hund skal have tillid til den fært den følger, blev tydeligt udstillet her. Holgers engagement i dette sporarbejde var meget lille og han arbejdede slet ikke som han plejede og kiggede flere gange på mig - det var ligesom Holger sagde til mig:
”Far, denne fod af vildsvin er jeg ikke interesseret i at følge eller finde, for jeg mødte ham i går og jeg har absolut INGEN interesse i at møde ham igen”.
Holger var helt ved siden af sig selv og det sporarbejde han udførte var usikkert og uden engagement. Fra sporstart kunne jeg se at dette spor ville vi aldrig komme igennem og efter ca. 300 meter havde vi haft 2 tab og blev derfor korrekt stoppet af den tyske dommer.
Jeg er ikke i tvivl om at Holgers oplevelse med vildsvinet dagen før, stadig sad dybt i Holger, hvilket kunne være en plausibel forklaring på hans uengageret sporarbejde.
Det var i øvrigt tankevækkende at alle 4 hunde som stillede til denne VP havde svært ved dette sporarbejde. De 3 af hundene dumpede og kun 1 hund kom igennem med lavest mulig margin.
Holger er 18 måneder gammel og jeg kan derfor heller ikke udelukke at Holger psykiske kønsmodenhed (17-24 mdr.) var begyndt, hvilket også kan have en indvirkning på sporarbejdet.
Hvorfor jeg har en mistanke om at Holger også var kommet ind i sin psykiske kønsmodenhed, var fordi en kuldbror til Holger også deltog i denne VP. Denne kuldbror som også ligesom Holger optil prøvedagen, havde gået lange, gamle og svære spor uden problemer – dumpede også på sporet. Den erfarne hundefører som havde denne hund (det var hans tredje Verien Hirschmann hund), var fuldstændig uforstående overfor, hvorfor hans hund heller ikke magtede sporarbejdet i dag. Måske havde den psykiske kønsmodenhed, og den derved svingende sporpræstation, også godt fat i hans hund.
Selvom mit ego fik en ordentlig mavepuster, kunne jeg (eller Holger) jo ikke gøre andet end at accepteret tingenes tilstand og forsøge at gennemføre de resterende øvelser.
På langtidsafdækning (30 min.) var Holger heller ikke sig selv, ligesom jeg (med dommerens accept) trak Holger fra markering af pürschtegn, da de korte spor også var lagt med vildsvineklove i samme skov. Jeg så ingen grund til at presse Holger til at følge de korte vildsvinespor, hvor der for enden var udlagt nogle pyrschtegn (fra vildsvin).
Lineføring, indkald m.m. klarede vi fint, ligesom Holger klarede den vigtige væsentest særdeles godt.
At Holger er en flot atletisk og sporty hund vidste jeg godt, hvilket også blev bekræftet da dommerne nøje gennemgik Holgers kropsbygning, ryg, vinkler, hoved, ører, øjne, tænder og meget mere.
Stedet hvor VP blev afholdt var i en form for jagtklub som lå langt inde i en skov. Tilsyneladende et populært sted at være, da der holdt en masse biler på parkeringspladsen, ligesom der overalt sås mennesker i jagttøj.
Et større lækkert hus fungerede som klubhus og omkring dette var der flere aktiviteter i gang samtidig. Bagved huset blev der holdt hundetræning, et andet sted var der et kursus for nyjægere som ville lære noget om fældefangst. Os som stillede til VP gennemgik væsentest, eksteriør bedømmelse m.m. tæt på huset, mens sporarbejde, afdækning og markering af pyrschtegn foregik ude i skoven.
Selvom Holgers VP langtfra gik som planlagt, var det et par gode og lærerige dage ved dette Verien Hirschmann arrangement. Alle vi mødte (dommere, hjælperne og de andre hundeførere) var venlige, positive og imødekommende.
En schweisskollega sagde til mig inden Holger, Lotte og jeg kørte mod Tyskland, at jeg skulle regne med at alle dommere og hjælpere ved dette Verien Hirschmann arrangement ville os det bedste. Dette kan jeg kun bekræfte.
Selvom min stolthed led et lille (eller stort) knæk, trøster jeg mig ved at jeg ved hvad Holger spormæssigt kan præstere og frygter derfor ikke for Holgers fremtid som min nye schweisshund.
Min kære hustru har efterfølgende flere gange trøstet mig ved at minde mig om, hvad jeg siger til andre som dumper til en prøve. Hun siger at jeg med overbevisning i stemmen plejer at sige:
”Op på hesten igen – og husk på at det er den samme dejlige, skønne og dygtige sporhund du har med hjem, som den du stillede op med”.
Jeg er fuldstændig enig.
På nedenstående video kan du se en kort video fra væsentesten og lidt fra eksteriør bedømmelsen.