Holger er nu blevet 16 mdr. gammel.
I denne video kan du se Holger udrede et 650 meter langt og 25 timer gammelt færtskospor.
Sporet er lagt med tørre vildsvineklove, dvs. uden schweiss på klovene.
Sporet indeholder flere vejoverførsler, wiedergang, stjerne, mange retningsskift og flere terrænskift og et sårleje.
Sporet er lagt i et område i skoven, hvor der er meget afledningsfært fra både råvildt og dåvildt.
Holger arbejder stadig i et dejligt roligt tempo og jeg er helt tryg når Holger undersøger afledningsfærte. Holger kan finde på at følge en afledningsfært 6-8 meter, men vender så hver gang af sig selv rundt og lunter tilbage til sporet.
Holger er meget nem at læse når han undersøger en afledningsfært. Dette kan jeg se på hans haleføring, da Holger logrer med halen når han arbejder med afledningsfærte. Når han er på sporet er halen bare rejst op i vejret.
Jeg ved ikke hvordan Holger gør, men selvom han flere gange løfter hovedet, har han ingen problemer med at følge den udlagte fært.
Jeg begynder efterhånden at tro på at Holger bliver den mest sporsikre schweisshund jeg har haft som reg. schweisshundefører i snart 25 år.