Stædighed og stort gå-på-mod.
Jeg har erfaret at Holger har en udpræget stædighed samtidig med et stort gå-på-mod.
Stædighed og gå-på-mod er en fordel i forbindelse med spor- og schweissarbejdet, men i andre henseender er det ikke altid en fordel, f.eks. når Holger er ude i haven og han ikke synes at han vil tilbringe mere tid der.
Når Holger vil indenfor i huset, og han ser at døren til haven er lukket, ved han at hvis han går op på terrassen kan han via en dør der komme ind i huset.
Dette nummer har han lavet flere gange, hvorfor jeg har "spærret" den indgangsmulighed, ved at opsætte en ekstra trælåge inden Holger kan komme helt op på terrassen.
Holger skulle derfor være afskåret muligheden for at gå op på terrassen når den ekstra trælåge var lukket, hvilket Holger ikke var enig i.
For med Holgers stædighed og store gå-på-mod mente han, at når han kunne få hovedet presset ind mellem trætremmerne (ved siden af den nye trælåge), kunne resten af kroppen også komme igennem.
Men selvom Holger via hans stædighed og store gå-på-mod, også fik presset skulderpartiet ind mellem trætremmerne, var det fysisk umuligt også at få bagpartiet med.
Holger sad uhjælpelig fast, og heldigvis får mine hunde ikke lov til at være alene i haven, hvorfor vi hurtigt så at Holger sad fast mellem to trætremmer.
Holger tog det forbavsende roligt, mens han sad i spænd mellem de to trætremmer, og mens jeg savede en af trætremmerne over, så Holger kunne komme fri.
Selvom stædighed og et stort gå-på-mod kan være en fordel i forbindelse med spor- og schweissarbejdet, ville det nok være en fordel hvis man kunne skue lidt ned for disse færdigheder i andre tilfælde.